Med fugtig Purpurvinge stiger
Af Havet den forhadte Dag,
Det billedfulde Mørke viger
Med Drømmes salige Bedrag.

Jeg atter vaagner op, og atter
Forbander Lysets gyldne Væld:
Kun Stjernehimmelen indfatter
Mit kongelige Billedheld.
Naar lig et Nor Naturen blunder
Og Stjerner om dens Vugge staae,
Da, Seraphine! skeer et Under,
Du til din Elsker dale maa.
I sødtberuust Indbildning eier,
Hvis Nogen eie kan, jeg dig,
Thi ingen Sandheds Pragt opveier
Mod den guddommelige Svig.
Med al sin Tryllemagt paatager
Sig Phantasien din Gestalt,
I den hun selv Natur bedrager
Og Elskov indtil Alt i Alt.
Din er den Favn, som sig udstrækker,
Din Mundens deelte Rosenknop,
Dit Kysset, som almægtigt trækker
Af Dybet Livets Springvæld op.
Lad Fatum fnyse, at det skede!
Frit er de indre Kræfters Spil:
Min Lykke hænger i dets Kjede
Og, o! til Trods for det, er til;
Det mellem Ting og Billed grunder
Omsonst sin haarde Demantmuur:
Mit Hjertes Tro fremtryller Under,
Det indre Billed er Natur.
Og af min Barm kan Ingen rive
Det dybtfornumne Held: Det er!
Naturen intet meer kan give,
Og Skjæbnen eier intet meer.
Thi, Seraphine! stands at stride
Mod Elskovs Magt, som væbner mig:
Lad Solen end min Lykke vide,
Og vær dit Nattebilled lig!
Hvi vil du stolt og streng dig hylle
I al din Høiheds kolde Skjær,
Og dog igjennem det fremtrylle
Hvert Hjertes ømmeste Begjær?
Nu herlig, som Olympens Here,
Du æsker Ærefrygt og Bøn,
Nu sød og yndig, som Cythere,
Forjætter Elskovs sidste Løn,
Skal tvende Kræfter i mit Indre
I varig Kamp fortære sig?
Tilbedede vær enten mindre
Ophøiet eller elskelig.
Synk ned til mig! Jeg kan ei stige
Til Spidsen, hvor du herlig staaer;
Synk ned til Elskovs Kongerige,
Hvor Lighed jævner alle Kaar.
Vær ikke længer en Gudinde!
Hør kun dit eget Hjertes Bud!
Bliv, Herlige! bliv til en Qvinde,
Da vorder Sangeren en Gud!
Thi dog kan ingen Magt unddrage
Dig mit almægtige Begjær:
Hvis Savn ledsager mine Dage,
Om Natten er du atter der.