Dig bebuder min Sang stedse, naar Solens Kys
Høit fra Himlene ned brænder og elskovsvarmt
Livets Roser fremaander
Paa din sneehvide Kind, Natur!

Dig omspænder mit Blik ei med sin Ørneflugt,
Og din Herlighed er Tankens unaa'de Maal,
Men mit Hjerte dig kjender
Og Almoder paakalder dig.

Der hvor Gisningen døer, høit fra din Stjernekrands,
Dybt til Guldaarens Ring rundt om din Ankel snoet,
Ikkun Hjertet ledsager
Dig i endeløs Udvidelse.

Barnlig nærmer jeg mig, moderlig smiler du,
Lig bestraalede Blomst aabner mit Hjerte sig,
Og mod Himlene stige
Veemodstaarer af Dydens Væld.

Uskylds salige Fred aander du i min Barm,
En guddommelig Ro binder hver fredløs Kraft,
Og jeg er saa lyksalig,
At jeg ikke kan være fro.

Fuglen sødere slaaer, siddende paa en Blomst
I din kjælende Haand, end Homeriders Chor
I Heroernes Haller,
Thi jeg aldrig misunder den.

Eleven skjønnere sig vælter blandt Riger frem,
— Lig en signende Gud, stor i hver Gave kjendt,
Den mod Bredden henbærer, -
End det vældige Helteliv:

Thi naar Rygtet derom sidder paa Solens Vogn,
Af min synkende Barm Tillid udsugende,
Vil jeg Mængden adspørge,
Om jeg ogsaa er lykkelig.

Frels fra Samlivets Qval mig i din Ætherfavn!
Lad mig barnlig og blid, legende ved din Fod,
Sanke Blomster og tænke
Meer ved dem, end mit Øie seer!

I din Ynde, din Pragt lær mig at skue dig!
I dit inderste Liv lær mig at føle dig!
Dig, den Eviges skjønne
Billedstøtte med Liv og Lyst!

Eller tør jeg maaskee, Blomstrende! kalde dig
Foraarsknoppen, hvoraf Anelsers Verden skal
Som en Alblomst frembryde,
Alt i Himlen og den i Alt?

Høi Betydning, Natur! er i dit Stjerneblik,
Fuldt af Anelser er Pulsslag og Aandedrag,
I dit dybeste Indre
Cirkle Guldtidens Aarer hen.

Naar det modnende Aar gløder ved Solens Barm,
Mens Bevægelsen selv blunder paa Vippens Pynt,
Evighed oplader
Sig i hvilende Sommerdag.

I melodiske Væld Aander udtrykke sig,
Storm fra Skyerne gaaer, Gudernes Sendebud,
Dine susende Templer
Ere fyldte med helligt Liv.

Naar ved Solgudens Kys, brændende paa din Barm,
Blomstersjælenes Chor stiger i Offerduft,
Du mig giver at høre
Deres salige Svanesang:

Sol, du straaled os ud, drag os igjen til dig!
Du vort Udløb og Væld! Straaler af dig, vi steg
Ned til Jorden og hylled
Os til farvede Blomster ind.«

Da opløses mit Liv, indre Natur! i dig,
Paa Uendelighedens Havblik forgaaer mit Selv,
Kun i Verdenens Hjerte
Slaaer mit elskende Hjerte med.