O blege Flygtling! ikke søg
Hos mig et Ly mod barske Høst,
Thi meer end nys din Fødebøg
Betrygger ei dig dette Bryst.

Koldt er end dette, Sorgens Vraa,
Og Stormen ogsaa gaaer deri!
Gaa derfor, stakkels Pilgrim! gaa
Og søg en Barm, for Sorger fri;

Hvad eller synk i Jorden ned,
Hvor Sorgers Glemsel vinker dig:
Jeg troer forvist, at der er Fred,
Thi ellers, ak! hvad blev af mig!

Paa Landsbykirkegaarden hist,
Hvor Barn og Olding skjules ømt,
Der maa du søge Ro og Rist,
Thi deres Taarevæld er tømt.

Dog, hvis du, ligt Sybillens Blad,
Mørkt, hemmeligt bebuder mig,
At endt er mine Dages Rad,
Da hilser jeg og signer dig.

Ja! sikkerlig du varsler om
En Ende paa min lange Qval,
Og at i Dødens Helligdom
Jeg, visnet, træt, snart lægges skal.

O kom da, Fredens Budskab! her
I denne Barm opslaa din Bo,
Indtil vi Begge ikke meer
Forgjæves søge Fred og Ro.