Hvi sørger du, at ikkun Faa
Med hellig-henrykt Taushed lytte,
Naar ædle Skjalde Strængen slaae
Og, mens i Billed og i Mythe
De længes, mindes, haabe, spaae,
Det lave Liv i Jordens Hytte
Mod Stjerneborgens Pragt ombytte?
Hvi sørger du, at mangen Een,
Som efter Døgnværd ene tragter,
Med dyrisk Nedblik tankeløs foragter
Din uforgjængelige, golde Green?
Hvi sørger du, at Samtid nægter
At kjende dig, forskudte Søn!
Og at, samtidig kun med fjerne Fremtids Slægter,
Hos dem du finder en for sildig Løn?
Forglemmer du da selv, Ulykkelige!
At denne Verden ikke er dit Rige,
Og at du Æolsharpen er, hvorpaa
Sig Verdensaanden fuldt udtoner?
At derfor du til Lidelser skal gaae,
Du Tidens haanede Forsoner,
Et Offer, smykt med Livets Tornekroner?
Thi den, som her i Billed, Værk og Daad
Den evige Natur at efterligne stræber,
Til Mørkets Magt han bøder Graad,
Og Krandsen ham, som Offerdyret, dræber.

O Sanger med de gudberørte Læber,
O føl, heelt føl dit Kald, din høie Værd!
Din Rod sig dybt i Evigheden skyder,
I Tiden høit din Blomstertop udbryder:
Du begge Verdners Midler er.
Kan ikke den guddommelige Tanke
Dig styrke her til Kamp og Taal,
Da feig dig indeluk i Sandsens Skranke
Og i det endelige Maal.
Men hvis du dig fra Tidens Aag befrier
Og ei betænker dine Taarers Tal,
O da bryd ud i Verdensmelodier,
Skjøndt Gjenlyds Nymphe rundtom tier
I hvert et Bryst; lid i dit store Kald,
Ombyt det Virkelige med dets Ideal,
Og naar du Evigheden dig indvier,
For dette døende i Elskovsqval,
Sku, Længsels Martyr, op i Guders Sal!

Kan vel, o siig! Navnkundighed belønne
Et herligt Liv og det forskjønne?
Vær stor i dig, for dig vær stor.
At leve udenfor er mindre
End være til i eget Indre.
Naar du dit dybe Livsvælds klare Røst,
Din Samklang med Gudverdnen, aabenbarer,
Og nu det Helligste, i Ord og Form udøst,
Din skjønne Skabelse, vedvarer;
Naar du dybt i dit inderste Bryst
En hellig Elskovs Længsel hæler
Og sødt-veemodig, mellem Qval og Lyst,
I jordisk Savn frivillig dvæler,
Indtil din Trang forunderlig
I Billeder det Elskte skaber
Og Himlen vinder, mens den Jorden taber:
Guddommelige Digter, siig:
Er du i Verden? — Verden er i dig.

Vend Øiet mod hiint afrikanske Øde
Og sku Naturens Yndling der,
Det favreste blandt alle Jordens Træ'r,
Hvis Blomst og Frugt useet maa gløde
Og Ødets stille Aandedrag forsøde:
O see! det spreder al sin Pragt,
Ukjendt, i Bølger og i Vinde,
Og naar det Frugten ved sin Rod har lagt,
Det atter sig en Foraarskrands vil binde
For atter den at drysse ned
Og skjule den unydte Frugt dermed.
Siig, om ei skjønnere i dulgte Dale
Den ømme Vaillants Lilje staaer,
End i Konges Urtegaard
For snart at visne i hans Sale?
Hvad vil den Lilje blomstre for i Løn?
Hvad? den vil være til og være skjøn.
Med hede Læber Morgensolen hæver
Fra sneehvidt Blad dens klare Taarer op,
Og om den nænsomt skaante Top
Med lade Vinger Tiden svæver,
Til endelig dog Uskylds Blomst forgaaer
Og ved dens Undergang mørkt, frydløst, Aaret staaer.
O Digter, vær den skjulte Liljes Lige!
I det ukjendte Land dit Liv udfold;
Naar Aandens Luer i din Barm nedstige,
Da maa dit Mørkes tunge Taare vige,
Og, ligt hiin Liljes hvide Virakskaal,
Dit rene Hjerte tør omfatte
En anden Verdens ubekjendte Skatte.

Ja! hvis jeg paa en uopdaget Ø,
Rundt Hegnet ind af Skummets Taarne,
Ved den uendelige Sø
Adskilt mig fandt fra Jordens Baarne;
End skulde paa den døde Kyst
Min Sang den hule Taushed bryde,
Og o! mit Liv saa sødt henflyde
I selvbelønnet Kunstnerlyst.
Naar Jord og Himmel sammenbrænde
Til Morgenrøde i et Elskovskys,
Og alle Blomster deres Farver tænde
Ved det guddommelige Lys:
Da, lig en Hymenæ, min Hymne klinger,
Thi o! jeg er saa elskovsvarm,
Jeg Klippen Liv og Lyst paatvinger,
Opilder Havets kolde Barm
Og sinker Bølgens Flugt i mat udstrakte Arm.
Men naar da Aftensolen hænger,
En Draabe Guld, ved Himlens Purpurrand,
Og fremmede Gestalter trænger
Sig ind i Nattens Skyggeland;
Naar Maanen over Havet bygger
For Aanderne sin Straalebro
Og, lig den Døendes udødelige Tro,
Lyst gjennemsmiler Jordens Skygger:
Da bryder jeg Naturens Ro,
Da maa jeg selvopfordret klage
Og over Havets Straalesti,
I sødt veemodigt Sværmeri,
Til det forladte Land tilbage
En taarevædet Hjemvei tage.
Men, styrket ved min Kunstnerfryd,
Jeg intet qvalfuldt Suk tør drage:
Den lider ei, som vælger Klagens Lyd
Og i sin Smerte vil sig selv behage.
Opslug, o Bølge, Sangens lette Skrift,
Som Skjaldens Stav din Flygtighed betro'de!
Udfyld med Mos, o Træ, hver sindrig Rift,
Som med din Bark tillige gro'de!
O Sand! udslet igjen de Træk, som stode
Paa dine vevre Blade, som
Hvert Øieblik for Vinden vifted om!
Mig frister ikke Malmets Stemme
Høit fra Navnkundighedens Dom;
Kjendt eller ukjendt, Verden mig forglemme,
Min Poesi er evig som jeg selv;
I andre Verdner den oprinder
Og er et Stjerneglimt i Tidens bølgende Elv:
Det glimter end, naar Elv og Bølge svinder!