Hændelsen, omvunden af din Kjæde,
Tam ved dine Fødder ligge maa;
Hensigt, Orden, Skjønhed, Liv og Glæde
Haand i Haand rundt om din Trone staae.

Stjernerne af Lysets Strøm du støbte,
Rundt omkring du hvælved Ætheren;
Jord og Maane du i Dunst indsvøbte
Og til Solens Ildbarm lagde hen.

Hist endnu din Almagt Verden dreier
Og med Ætherhvirvlers Svøb omsnoer:
Selv fremfnysende Comet ei skeier,
Hvirvelbunden, ud i Sphærers Spor.

Her du Dødens Askeørken dækker
Med en Vaar af Væsener igjen,
Og paa Jorden, deres Vugge, lægger
Lys og Blomst og Frugt til Gave hen.

Stjernerne til Diadem sig vælte
Om din Tinding; Æthren er din Gjord;
Rundt om alle Væsner som et Bælte,
O som Moderfavn, du Armen snoer.

Du, du var og er og end skal være
Rum dit Tempel, og din Festdag Tid,
Liv din Dyrker, Fryd din Lov og Lære,
Liv og Fryd, Tilbedede! din Id.

Du — hvad end Henrykkelsen dig kalder
Hist ved andre Soles Arnested,
Eller her i Jordens Støv — dybt falder,
Helliganede! for dig jeg ned.