Der stod en Stierne i Himmelens Blaa,
Den glimted' saa underhuld,
Ret aldrig blidere Blik jeg saae,
Thi blev jeg saa længselfuld.

Mig tyktes, at alt det Skjønne var til
Udi dens vinkende Skjær,
Da blev jeg saa stille, o Stjernelil!
Og fik dig saa kjær, saa kjær!

I Blomsterduggen hver Nat jeg laae
Og stirred' mod Stjernen op,
Indtil det fugtige Morgengraa
Omflaggrede Bjergets Top.

Men siden den Dag jeg Signelil saae,
Forglemte jeg Stjernelil,
Og søgte ei hisset i Himlenes Blaa
Det hæld, som paa Jorden er til.