Højt fra skyomkrandset Fødested,
vildt fortærende sit Fængsels Diger,
over knuset Klippetrappe higer
Fjeldets Fos til Oceanet ned;

men i Aquæducten ved dens Bred
fangne Kilde dorsk og lydig sniger
og tilsidst som kunstigt Springvand stiger
med afsjælet Trællelydighed.

Længe saa i tvungen Leg fremspilled
af Sonnettens trange Rør min Sang
og som Neg og Blomst forkunstlet sprang.

Bryd, med Jordens og med Himlens Billed
ved din Barm, med ædel Frihedstrang,
knus, o Sang, den snevre Breddes Tvang!