En Pindsedag, da Solens unge Straaler
Alfaders Smiil til Jorderige bare,
Og Blomsterne saa sødt henrykte vare,
At tømme de opladte Virakskaaler:

Kun dig, med hvem sig ingen Skjønhed maaler,
Kun dig jeg saae i Templets fromme Skare;
Frit stirrende, jeg aned ingen Fare
Og derfor nu med Føie Straffen taaler.

Dit lyse Øie syntes mig at være
Den Sol, som straaler i det andet Rige,
Hvor Smilets Blomst staaer evig uforkrænket.

Thi maa en varig Længsel mig fortære,
Til Livets klare Spidse maa jeg hige
Skjøndt, lig en Fange, dybt i Mørke lænket.
15Vi sidde tause, som i henrykt Dvale,
Til Telt Jasminen rundt om os sig væver,
Imellem Elskovs Haab og Frygt jeg bæver,
Og til et Suk blev velbetænkte Tale.

Da Solen i sin Rosengrav maa dale,
I Østen Lysets Arving bleg sig hæver,
Og ned fra Nattens brune Lokker svæver
En Dugfuld Viftning til Naturens Svale.

I stum Henrykkelse mod mig hun hælder,
I hendes Øie seer jeg Maanens Billed,
Saa sidde vi, som skillede ved Mæle.

Men brat paa hendes Kind en Taare vælder,
Med denne min sig blander, uadskillet,
Saaledes og sig blande vore Sjæle.
Deroppe, hvor den hemmelige Ranke
30 Sig huusvant om de klare Ruder vinder,
Og Æbletræet vistnok Glæde finder,
Saa megen Blomsterpragt at sammensanke:

Deroppe, skjønne Billed! søde Tanke!
Hun blunder nu med luehede Kinder,
Mens mangen Drøm for hende Krandse binder
Af Blomster, som ei staaer i Livets Skranke.

Kun Maanen, med den Blundende alene,
Om hende slaaer de kolde Straalearme
Og luftigt Kys paa Barm og Mund tør trykke.

40O turde jeg med dens Gestalt forene
Min Ungdomskraft og dette Hjertes Varme,
I Guder! hvilket Væsen! hvilken Lykke!
Sneehvide Liin! nedtrykte Svanehynde!
Hvor hendes Aande Luften rundt forsøder,
45 Naar her bag Nattens Forhæng sig afføder
Et Billed af min elsktes skjulte Ynde!

I opholdt Indtryk her sig tør forkynde
Hvad intet Øie under Solen møder;
Af den ambrosiske Natur end gløder
De hvide Liin, det bløde Svanehynde!

O meer end Billed af den Elskelige!
Du indholdsfulde Tomhed, varm af hende!
Den uberørte Møes affødte Datter!

Jeg kan fra denne Helligdom ei vige
Og maa afgudisk for et Væsen brænde,
Som, ak! forgaaer, saasnart jeg det omfatter!
For hastigt atter Dag og Nat sig skiller:
Ti, Lærke, som den unge Dag bebuder!
Tøv, Morgenglands, som gjennem hine Ruder,
At røre hendes Øielaag, fremiler!

Hvor sødt og yndigt i min Arm hun hviler!
Halv sjunken ned i de nedtrykte Puder,
Paakalder hun i Søvne Elskovs Guder
Og med mit Navn paa Læben salig smiler.

Hvor sødt og yndigt i min Arm hun blunder,
Mens alle Lokker, flagrende, løsbundne,
Lig Guldets Aare, ned ad Barmen strømme!

Forhal, o Dag! endnu i faa Sekunder,
At først jeg Mindet om den nylig svundne
Og Haabet om den næste Fryd udtømme!
Det er opnaa't — havd jeg saa hedt begjærer
Kronion naadig til min Favn nedsender;
Det er opnaa't — i høit udstrakte Hænder
Jeg atter Tak for Verdens Konge bærer.

Men hvilken Kunst og hvilken Viisdom lærer
At holde fast ved Følelsernes Ender?
Ham priser jeg, hvis Attraa varig brænder
Og ei gaaer ud, fordi den ei fortærer.

Derpaa med Føie Guderne man mærker,
At aldrig deres Eie vorder mindre
Og Evigheden ung og ny dem favner.

Men rundt om os forgaae de største Værker,
Thi størst er Undergangen i vort Indre,
Og Alt, hvad her, end udenfor vi savner.