Lina kommer — Harpestrænge, toner!
Toner Aanders rene Kjærlighed!
Lina kommer — for den Skjønnes Fjed,
O Natur, læg dine Blomsterkroner!
Skjøn som Verdens blødende Forsoner,
Aftensolen purpurrød gaaer ned,
Dog den dvæler end paa Himlens Bred
Og forgylder Maanens Sølvertroner.
O hvor skjønt i slyngte Straalearme
Sol og Maane sig igjennemtrænge
Og i Ligevægt paa Himlen hvile!
Saa skal jeg med Solens rene Varme
Henrykt favne Lina længe, længe,
Og hun skal som Jomfrumaanen smile!