Til Blomsterrigets lette Krone,
Til blide Slægters Dronning kaldt,
En Rose paa en Tornetrone
I Knoppen dølger sin Gestalt.

5Ydmyge Blomster rundt udfolde
Sig om dens milde Majestæt;
Favoner blye tilbageholde
Det elskovsvarme Aandedræt.

Den klare Dug fra stille Maane
10 Til den af Engle bæres ned,
Og nænsomt Dagens Straaler skaane
Den Blussendes Undseelighed.

O svar mig, Solens elskte Datter!
Forraad din Sanger, hvilken Aand
15Dit skjønne Purpurvæv indfatter
Med lette, smerteløse Baand?

Huldsalige! svar, om du lærte,
Til Eet at skille dig fra Alt?
Hvad eller om kun Verdens Hjerte,
20 Bevidstløst, slaaer i din Gestalt?

En hellig Gysen mig omlufter
Og synes at advare mig,
Men Rosens Engleaande dufter,
Og i et Smiil den aabner sig.

25Da maa jeg over den mig bøie,
Da maa jeg bøie mig saa nær,
En Taare rinder fra mit Øie
Og i dens Barm min Længsel bæ'r.

Men brat min bittre Graad udsletter
30 Den Blides rene Purpurglands,
Af de opløste Blade fletter
Favonen sig en Sørgekrands.

Dog af den nøgne Stilk udspringer
En Straale i den stille Luft
35Og til en Barngestalt omringer
Sig med den holdte Rosenduft.

»Hvi gyder du, o Dødelige!«
Saa nynner den med fremmed Røst,
»Din Taare ned i Fredens Rige
40 Og saarer et uskyldigt Bryst?

Med barnlig, dog med sindig Glæde
Jeg Bladetemplet bygged op
Og løfted dybt fra Mørkets Sæde
Til Lysets Fryd den fulde Knop.

45Som Templets salige Præstinde,
Til Himlen saae jeg Dag og Nat
Og aanded ud i alle Vinde
Min Viraks gudindvi'de Skat.

Hvi, grumme Dødelige! rører
50 Mig da din Graad med fremmed Magt?
Lev vel! I Ørknens Skjød ifører
Jeg mig en anden Blomsterdragt.«

Tøv og tilgiv den tunge Taare!
Tilgiv, du fromme Blomstersjæl!
55Thi ak! Jeg elsked dig saa saare,
Min Taare flød af Ømheds Væld.

Blandt Mennesker det Skjønne sviger,
Paa Elskov følger Nag og Had,
Thi søger jeg i Blomsters Riger
60 Et elsket Liv med Stilk og Blad.

Da Duftgestaltens Kinder lued,
Og, længer ei et lille Nor,
Den favre Rosenmø jeg skued
Og hørte disse søde Ord:

65»Og vil det da dig saa behage
At elskes og at elske mig,
En Blomstergestalt du maa paatage,
I Fryd og Uskyld Barnet lig.

Da skal vi slynges i hinanden
70 Og, kyste ved besjælte Løv,
Forene i en salig Blanden
Vort Foraars Duft og Blomsterstøv.«

Brat ved en Vestenvind hun hæves
Og fjernt — Tøv paa din Blomsterrod!
75Tøv, ømme Rosenmø! — Forgjæves!
Gid paa min Grav som Blomst jeg stod!