Da os Zeus af Aanders Trængsel
Stødte ned i Formens Fængsel,
Mindet af vort Fødeland
Fulgte med til Trællens Stand,
Men det blev paa Gravens Rand
Snart til Ahnelse og Længsel.

Derfor snoer med Elskovsbrynde
Kiendslen sig om hver en Ynde;
Derfor følger vort Begiær
Hist og her, og fiern og nær
Alle Varsler, alle Skiær,
Som det Himmelske forkynde.

Men i vor Forviisnings Rige
Synerne saa grusomt svige!
Ved en jordisk Skiønheds Bryst
Daane vi saa sødt til Trøst,
Trylles til Daimonens Lyst,
I den tabte Himmels Lige.

Men de falske Syners Skare
Hilde os i grusom Snare!
Trylleriet svinder hen,
Og vi finde os igien
Stødte ned fra Himmelen,
Hvor i Drøm paa nye vi vare.

Derfor milde Zeus os lærte
Skabe selv hvad vi begiærte:
Phantasien af sit Skiød
Frydphantomer stige bød,
Som i Fængslets Nat og Nød
Trylle det bønhørte Hierte!