Da vor Æt fra Aanders Trængsel
Stødtes ned i Sandsers Fængsel,
Mindet af vort Fødeland
Fulgte med til Trællens Stand,
Men det blev paa Gravens Rand
Snart til Anelse og Længsel.

Derfor snoer med Elskovsbrynde
Tanken sig om hver en Ynde,
Derfor følger vort Begjær
Hist og her og fjernt og nær
Alle Varsler, alle Skjær,
Som det Himmelske forkynde.

Men i vor Forviisnings Rige
Synerne saa grumt os svige.
Ved en jordisk Skjønheds Bryst
Daane vi saa sødt til Trøst,
Trylles til Daimonens Lyst
I den tabte Himmels Lige.

Dog de falske Syners Skare
Hilder os i grusom Snare;
Trylleriet svinder hen,
Og vi finder os igjen
Stødte ned fra Himmelen,
Hvor i Drøm paa ny vi vare.

Derfor mildt os Skjæbnen lærte
Skabe selv, hvad vi begjærte:
Phantasien af sit Skjød
Frydphantomer stige bød,
Som i Fængslets Nat og Nød
Trylle det bønhørte Hjerte.