Hvilket Uveir! Storm og Torden döve,
Eegens Rod omfavnes af dens Top,
Skoven styrter; Söer, Floder stöve
Under Stormens Slag i Taage op.

Gemsen tumler ned fra frosne Bölger,
Uveirsdöden over Bierget gaaer;
Ulven venlig sig i Hiorden dölger,
Skræk om Alt en Slægtskabskiæde slaaer.

Mennesket de vredne Hænder folder,
Og et Tempel hver en Hytte er,
Hvert et Haab i Undergangen holder
Sig ved Bön og ydmyg Tempelfærd.

Lyn i Lyn sig om min Isse slynge,
Og som fra den höie Klippestrand,
Skuer jeg et Hav af Dunster gynge
Over dybe, havbundlige Land.

Uadskilte Lyn mit Öie blinder,
Og sig Lyset selv tilintetgiör;
Hvert et Brag i Almeenbuldren svinder,
Dövende, den i sig selv hendöer.

Ras og Hyl, Orkan! og bröl, o Torden!
Bæv i hver en Aare, Risefield!
Bryd, du fangne Ild! bryd ud af Jorden,
Havet drik! Sug Floden af dens Væld!

Hvilken bange Vellyst! liflig Gruen!
Orm og Guddom stride i mit Bryst:
Denne seirer — o Natur! din Truen
Kun mig ryster til en Seraphs Lyst.

Min udödelige Aand sig hæver
Höiere i Altings Undergang,
Paa lynvinget Tordenvogn den svæver
Triumpherende med Seierssang.

Kun en Boble, som paa Havet springer,
Er et Skybrud for min stærke Aand,
Thi selv Undergangen jeg paatvinger
Skiönhedskrandsen med min Skaberhaand.

Ja! naar Sole aldrende udbrænder,
Kloder smuldre — da udödelig,
Da guddommelig jeg mig erindrer,
Og o Alaand! Fader hilser dig.

Denne Tryghed ved Naturens Gruen,
Denne Fasthed midt i Altings Fald,
Denne Fryd ved Undergangs Beskuen
Vidner om mit grændselöse Kald.