Jeg sad under duftende Hyldetræ'r
Da Solen gik ned,
Og vilde tælle hvert Stjerneskjær,
Som tændtes derved.

Jeg noget attraa'de og vidste ei hvad,
Med længselsfuldt Mod,
Vel syntes det hviske fra hvert Blad,
Men jeg intet forstod.

Og som jeg længtes, en Yngling jeg saae
Over Engen gaae,
Han havde til Öine to Stjerner smaa
Udi Himmelblaa.

Hans gyldne Lokker saa flagrende hang
Om hans Rosenkind,
Han nynned en hjertelig Elskovssang,
Som smelted mit Sind.

Saa nærmed han sig og bad mig saa södt
Om et eneste Kys,
Da blev mit Ansigt saa hedt og saa rödt,
Min Gjord gik lös.

Saa drog han mig nær med en Heftighed
Saa varm, saa varm,
Jeg havde jo intet at skjule mig ved
Undtagen hans Barm.

Paa Kjæmpegraven ved Skoven hist
Der en Lilie staaer,
Og plukke vi den, da fange vi Rist,
Hvordan det saa gaaer.

Han drog mig hen til den Kjæmpegrav,
Jeg sagde ei nei,
Han bad om saa meget, saa meget jeg gav,
Hvi skulde jeg ei?

Han bad om saa meget, saa meget jeg gav,
Thi jeg var saa blöd,
Jeg havde jo ingen Fortred deraf,
Du Yngling söd!

Da stod jeg siden ved Pigernes Brönd
En Aften seen,
Og fik at vide, at det var en Synd,
Hvorfor er det een?