Fra Solens Afskedssmiil udflød
En Draabe ned i Liljens Skjød
Lig Graad af Engles Længsel;
Da lukkede sig Blomsten brat,
Og Draaben fangen og forladt
Sig fandt i jordisk Fængsel.

»Velkommen! o velkommen vær!
Nu, Søde, maa du blive her
Hos Liljen, øm og kjælen!
Og hvis du altid elsker mig,
Da skal jeg altid elske dig,
Som Sandsen elsker Sjælen.« -

»O nei! jeg kan ei blive! nei!
Med Skyerne kun gaaer min Vei,
Her tøver jeg kun føie:
Jeg Himmelen afspeile maa,
Beruse mig i Ætherblaa,
Vidt over Jordens Høie.« -

»O Himmelreenheds favre Søn!
Hør en uskyldig Liljes Bøn
Og vær den Ømmes Lykke!
O Perle fra det Hav, som hvalt
Blev gjennemsigtigt rundt om Alt,
Vær Uskylds skjønne Smykke!« -

Hold op at friste mig, hold op!
Snart maa din natlig lukte Top
For Solen sig oplade;
Da stige Morgenstraaler ned
Og løfte mig til Herlighed
Fra dødelige Blade.«

Og Solen kom. Med Barnets Iil
Mod længe ventet Faders Smiil,
Flyer Draaben til dens Trone.
Et Øieblik kun Liljen staaer,
Et Suk den drager og forgaaer
Med opløst Bladekrone.

Men høit til Regnens Farvekrands,
Til Maaneslørets Sølverglands
Blev Draaben herlig kaaret;
Dog snart i Engles Skaal den flød
Af Andagts Blik i Templets Skjød,
Og blev til Himlen baaret.