Hvad er det, som fra Jorden her,
Saa mægtigt drager mit Begær
Og dybt mit Hjerte saarer?
Den stille Fortid vender sig
I Flugten om og ser paa mig
Igennem Smil og Taarer.

O Vemod, som jeg smelter i!
O mystisk-dybe Sværmeri!
O Graad, som stille flyder!
Ustandselige, sig, er du
Ei Duggen, Tidens Aften nu
Paa Skyggerne udgyder?

Ak! vist en Tid der var engang,
Da Uskyld, Ungdom, Fryd og Sang,
I Jordens Dale böde:
Da var der idel Vaar og Dag,
Henrykkelse og Favnetag
Og Livets Morgenröde.

Paa Sagatavlens sjelne Skaar
End mangt et reddet Træk der staar,
Som om det Svundne taler;
Og i hvert dyrket Gudfantom
I Kunstens indre Helligdom
Den gamle Tid sig maler.

I underjordisk Grottesal,
Hvor ved melodisk Draabefald
De gamle Aander klage,
Den sjunkne Forjords Ligsang end
Jeg hörer, ak! og smelter hen
I Savn af fordums Dage.

Jeg ingen Fred og Lise har,
Thi Alting sukker: ak! det var
Og er ei mer at finde!
Selv Himmelen, med lysblaa Grund
Og Stjerneguld, mig synes kun
En grænselös Kærminde.