Kong Bechtabar af Tyrus fik
Ei Livets Fryd at smage,
Thi ikke efter gammel Skik
Han Hustru vilde tage.

5Naar Skovens Fugle Par og Par
Henflaggre mellem Qviste,
Hvormed de da saa travelt har,
Den gode Mand ei vidste.

Hans Riges Raad vel mangen Gang
Hans Naade forestilled',
At Riget havde megen Trang
Til Höistbemældtes Billed;

Ja Cantsleren i Graad udbröd,
Ak! at nu Kongestammen
Fortörret, ingen Greene skiöd
Til Orientens Gammen.

Omsonst! Endnu Naturen sov
I Kongens Sands og Hierte,
Han kiendte ei den söde Lov
Som alt at elske lærte.

Da mon det hænde sig en Dag,
Han skued' fra Balconen,
Og pönsed' paa den store Sag
At skaffe Mand til Tronen,

Han saae en Tiggerske som sad
Ved Portens Colonnade,
Og mangen om en Gave bad
Med stille, bönlig Lade.

Med hendes Pialter, deiligt Haar
Henflaggrede i Vinden,
End var hun i de favre Aar
Med Rosensblomst paa Kinden.

En lille Dreng i Skiödet laae
Og lysteligen spögte,
Og famlende med Hænder smaae
De söde Bryster sögte.

Og da hun fra hans Æblekind
Det tykke Haar adskiller,
Den Lilles Haand, saa spæd og trind,
Om Rosenknoppen spiller.

Og da hun i den Spædes Mund
Med liden Finger leger,
Men söd Forundring skuer hun
At han paa Brystet peger.

Men Kongen saae, og Kongen saae,
Men Kongen længe stirred',
Det for hans Blik blev sort og graae,
Hans Tanker sig forvirred'.

Og i det kongelige Sind
Det sælsomt sammenlöber,
Hans Flammeblik og röde Kind
En indre Lue röber.

Hans Krone blev saa tung og heed,
O kunde han dog bytte
Sit Purpur bort for Nögenhed,
Sit Pallads for en Hytte!

Men brat han stiger ned med Hast,
I kongelige Klæder,
Og med forelsket Öiekast
Til Tiggersken hentræder:

Hil, Tiggerske! hil være dig!
Og hil den lille Spæde!
Og vil du — — vil du elske mig,
Du deele skal mit Sæde.

Til Drotning skal jeg giöre dig
Og give Land og Rige,
Og du igien skal give mig
Din og min egen Lige.

Og denne söde Lille der,
Til Prinds jeg skal ham giöre,
I Raad han sidde skal og Hær
Mod Landets Fiender före.

Men Tiggersken forbaust snart seer
Paa Beltets Demantrækker,
Snart paa sit lille Noer som leer
Og efter Kronen rækker;

Og snart hun i sit eget Skiöd
Dybsindigen nedskuer,
Imedens Kinden dobbelt röd
Af ædel Blussel luer.

Her Konge, nei! Her Konge, nei!
Tilsidst hun freidigt svarer,
Jeg eders Drotning bliver ei,
Jeg derfor nok mig barer.

Her Konge, nei! Her Konge, nei!
Det ikke saa kan være,
Jeg sidde skal ved Landevei
Og Tiggerposen bære.

Naar Dagens förste röde Skin
Hen over Straaet rinder,
Og vaagnet, med bekymret Sind,
Jeg Glutten ikke finder,

Dog endelig i fierne Vraae
I Halmen ham opdager,
Da er der ogsaa Fryd paa Straae
Og Gud hvor Armod klager.

Min Husbond drog vel over Hav
Og Sögte gyldne Lande,
Men ak! han fandt en tidlig Grav
I Thules haarde Vande.

Jeg elsket har, jeg elsket har,
Gud evig lovet være!
Og hvad jeg under Beltet bar,
Er al min Fryd og Ære.

Og har jeg ikkun Straae og Sol,
Og Mildhed ikkun slænger
I Skiödet stundom en Obol,
Til intet meer jeg trænger.

Nu Gud med dig! Nu Gud med dig!
Gak hen med Fryd og Ære!
Dog en Obol du give mig,
Den skal mig hellig være.

Og Kongen gav, og Kongen gik,
Og Kongen tidt stod stille,
Fra hende kunde ei hans Blik,
Hans Hierte ei sig skille.

Kom, Kunstner, hid! kom, Kunstner, hid
Og tryl min Elskovslue!
O Kunstner, ved din Id og Flid
Min Elskede jeg skue!

Og snart ved Kunstens snilde Magt
Blev Tiggerindens Billed',
Af Vox og i en Drotningdragt,
I Kongens Sal opstilled'.

Nei bort med denne Drotningpragt,
Med Guld og Demantrosen!
Gak hen og kiöb en Uslings Dragt
Og glem ei Tiggerposen.

Og Kunsten gik og Kunsten kom
Med Pialterne tilbage,
Og Billedet blev flux klædt om
Til Tiggerindens Mage.

Men Kongen heele Dage sad
Og glemte Land og Rige,
Han Billedet om Elskov bad
Og kyste pialtet Flige.

Hver Dag med en Obol igien
Han taus for det hentræder,
Og lægger den i Posen hen
Og gaaer derfra og græder.