Paa de höie Apenniner,
Ved et skyefödt Kildevæld,
I en Ridderborgs Ruiner
Staaer et underfuldt Capel.

Tvende Engle her opstilled'
I den nögne Eensomhed
Fordum et Madonnabilled',
Vandreren til Tröst og Fred.

Mangen alt med knuset Hierte
Kyssede Gudindens Fod,
Og foruden Saar og Smerte
Læget, den igien forlod.

Af Cypresser overskygget,
Staaer en Hytte nær derved,
Skyldfrihed og Nöie bygged'
Den til Fromheds Opholdsted.

I den lette Luft derinde
Sysler Clara, froe og from,
O thi alle Dyder finde
Der en stille Helligdom.

Tröstende, hun Hierter læger,
Pleier Sygdom i dens Vraae,
Iisgraa Oldings Hunger qvæger,
Skiuler Nögenhed paa Straae.

I Gudindens Marmorniske
Hver en Dag hun aarle staaer,
Lægger Blomsterne, de friske,
Hen og til sin Syssel gaaer.

Solen töver, Storme blæse,
Regnen ligner Elves Fald,
Tordnen truer hver Cypresse -
Troe hun rygter fromme Kald.

Og naar blomsterlöse Vinter
Gaaer paa Apenniners Top,
Hun de spæde Hyacinter
I sit Kammer klækker op.

Prydet ved den fromme Pige,
Staaer dit Billed', Himlens Möe!
Lig dig selv i Himmerige,
Thi dets Blomster aldrig döe.

Men engang da Vaaren smiler
Haver frem i Skov og Dal,
Uden Blomster ak! hun iler
Til Gudindens Piedestal.

O forlad, at alt mit Eie
Ikkun Taarer er i Dag!
Til min Moders Sygeleie
O send Blund og Aandedrag!"

Da, o Himmel! da forynger
Brat sig Krandsen fra igaar
Og som nys afplukket slynger
Sig om Billedstöttens Haar;

Og en liflig Duft udbreder
Sig i Nisken, Vaar i Vaar,
Og som alt ved Himlens Breder,
Pigen henrykt, svimmel staaer.

Og da hun tilbageilte,
Saliganende, hun saae
Moderen som freidigt smilte,
Legende med sine Smaae.