En Jæger blæser i krummede Horn,
Tolv Dödssaar i Kogg'ret han bær,
Saa vader han igiennem Klever og Korn
Og troer sig sin Lykke saa nær.

Men langt og længe han speider, til brat
En Pige med nödebruunt Haar
Opfarer med Skræk af raslende Krat
Og flygtig paa Fodspidsen staaer.

O stands dog, Söde, Bruunlokkede, stands
Og ræk mig de Hænder saa smaae!
Nei, Jæger! For dig har jeg ingen Krands,
Du aldrig i Favn mig skal faae.

Jeg skal dig fange, endskiöndt du er snel
Og hastig som Bölge og Vind,
Det gaae mig saa ilde, det gaae mig saa vel,
För har jeg ei Roe i mit Sind.

Og ei du fanger den Snelle saa let,
Fast har du af Pile vel tolv,
Og ei du skal fange mig i dit Net,
Jeg ændser ei List eller Vold.

Afsted hun flöi over Klever og Korn,
De Vipper urokkede stod,
Saa flygted' hun over Tidsel og Torn
Og saarede ikke sin Fod.

De Pile surred', den tolvte henflöi
Og döde bag flyvende Hæl;
Vildt Jægeren fnös over Slette og Höi
Og fristed' sit Ve eller Vel.

Da vendte hun sig og standsede brat,
Paa Lillien stod hun saa fast,
Men neppe han Beltefligen greb fat
För Jorden under ham brast.