Der er en fredlös, en angrende Siel
Som Lise og Roe ei mon finde,
Thi lyde for den i hiint Helgen-Capel
De Bönner fra Klippernes Tinde.

En Jæger vel aarle om Morgenen gik
De vaagnende Vilddyr at bede,
Han sögte de Spor med udspeidende Blik
Og giettede Leie og Rede.

Ved bleghvide Striber i Dæmringens Graae,
I Lumskhed indhyllet, han sniger
Om tornefuldt Krat og om sivdækket Aae
Og Kiæmpernes Höie bestiger.

Og ströifende rundt, han paa eensomme Sti
En trængslende Faareflok skuer,

Og en Hyrdinde, som yndigen i
Dagbrækningens Purpurskin luer.

See Vildanden, Jæger! paa rödnende Aae
Blant Röret hensvömme og nikke. -
Men til den Hyrdinde hans Hu monne staae,
Til hende kun sigter hans Blikke.

See, Jæger, hist reiser sig vaagnende Hind
Og Duggen for Solen afryster. -
Men til den Hyrdinde kun stander hans Sind,
Kun hende at bede han lyster.

Han træder til hende og Bue og Piil
Uændset i Græsset henslænger,
Hans Vaaben er lokkende Tale og Smiil,
Som dybt i det Inderste trænger.

Han kryster de Fingre, han træder den Fod,
Han aldrig saae lignende Ynde,
Thi blir han i Hiertet saa ve og saa mod,
Og lyster saa saare at synde.

Hans Blik er som Taage, hans Aande som Ild,
De sittrende Læber kun stammer,
I vidnelös Udörk, ustandset og vild,
Hans Frækhed og Vellyst opflammer.

Forgiæves om hende Undseelsen brat
Sit hellige Purpurslör kaster,
Han röver Frivilligheds kostbare Skat
Og bort fra Forbrydelsen haster.

Men snarlig Bevidsthed med Samvid og Nag
Bag Nydelsen vender tilbage,
Ni Maaneder sörger han under sit Tag
Og Angeren tæller hans Dage.

Da drev det igien ved Morgenens Grye
Ham ud med forunderlig Vælde,
Den slappede Bue han spændte paa nye,
Sit savnede Bytte at fælde.

Og ströifende rundt, han paa eensomme Sti
I Krattet en Hind synes skue,
Han sigter og ikke han skyder forbi,
Men sukkende brister hans Bue.

Der laae en Moder, det diende Noer
I Döden omslynget af Armen,
Thi Pilen igiennem dem begge henfoer
Og hæfted' det Spæde ved Barmen.

Hvo var den Moder som Alherren böd
Med Noeret, lig Hinden, at blöde?
Blant Höiene Jægerens Hylen gienlöd
Og begge i Favnen, han döde.

Der er en fredlös, en angrende Siel
Som Lise og Roe ei mon finde,
Thi lyde for den i hiint Helgencapel
De Bönner fra Klippernes Tinde.