Vinden hvirvler Lundens faldne Blade
Hvinende, hen over Markens Straae,
Fuglen giæster Fyldens aabne Lade
Og en Halvnat dölger Himlens Blaae;
O Natur! din fulde Frugt du gav,
Og nu ringe Storme dig til Grav.

Saa forgaaer hvad alles Hierte priser,
Saa staaer Savnet bag hver Fryd igien,
Ak! selv Phantasiens Paradiser,
Aandens indre Eie, viftes hen:
Mindste Halvglands, denne Höstnat lig,
Mat om Livets Vesten samler sig.

Hör mig, Skiebne! Lad mit Tab ei være
Lidet, naar jeg engang forgaaer,
Lad mig Löv paa tusind Greene nære
Og afkaste en beundret Vaar:
Ved min Fod da Vandrern skue skal
Sorrigfuld, mit rige Forlivs Fald.