En Gud mig bevæger foruden Rist
Og vældigt mig byder at synge;
Men raader, hvad kaarer jeg her eller hist,
Med digterisk Krands at omslynge?
Jeg ærer Guders og Menneskers Krav,
Dog kroner nu Sangeren dig, o Hav!

Azurne Jomfru, Himmelens Brud!
Paa Barmen du bærer dens Billed
Og breder saa længselfuld Armene ud,
Fra vinkende Brudgom adskillet;
De Elskovssukke, som dig undflyer,
De stige til Himlen, vi kalde dem Skyer.

Du Kjærlighed er, thi du tager Gestalt
Af Alt, hvad dig, Flydende, favner,
Og atter vil du omfavne Alt,
I standsende Bredder du savner;
Det selviske Enkelte hader du,
Til Alforeningen stræber din Hu.

Den store Forløsnings sindrige Pant,
Utalte til Eet du forbinder,
Hvo veed Draabernes Tal, som i dig nedrandt?
Hvis Øie den enkelte finder?
Thi Draaber, Kilder og Elve bortdøe,
Salig hengivne, i favnende Sø.

Du til Forhærdelsen smiger dig tro,
I dit Favntag vil du den smelte,
Den trodsige Klippe har ingen Ro,
Du vil den som Bølge henvælte;
Ja, med din cirklende Favn du omsnoer
Jorden fra Pol til Pol, som et Nor.

Sangværdige Vand! utømt du udgaaer
Fra Havet i talløse Aarer,
Paa Naturens Kind du som Roser udslaaer,
Af Menneskets Øie som Taarer,
Dog aldrig opholder dig nogen Gestalt,
Du stræber igjen til det formløse Alt.

I stille Længsel du drager mig til,
O Evigheds jordiske Lige:
I Bølgernes gjennemsigtige Spil
Mig vinker et hemmeligt Rige.
Hvor saligt maa det ei være der,
Hvor ikkun det Hele Formen er!

Selv hisset, hvor Formen ved iistakt Pol
I Favn dig, Forhærdede, tager,
Du vaagner af Døden for nærmere Sol,
Det Hele sit Tabte tildrager,
Thi strider du mod Forsteningen,
Fælder Taarer — og døer igjen.

Dig kroner jeg, dig, forgudede Vand!
Naturens Liv og dens Længsel!
Og skuer saa tidt fra Breddernes Rand
I Bølgernes glimrende Trængsel:
Den ene kommer, den anden gaaer,
Himlen i dem sine Stjerner faaer!