Den höie Bölge bæver
Og löftes ved et Stöd,
Tangkrandset Havmand hæver
Sig op af Havets Skiöd.

Hans Fod en Fiskehale,
Hans Bryst belagt med Skæl,
Som Miöd hans sledske Tale,
Som Edder er hans Siel.

I finnet Haand han viser
En Perle i dens Skal
Og lokkende den priser
Blant alle Perlers Tal.

O skiönne Fiskerinde,
Lyt til mit Harpeslag,
Lad i dit Blik mig finde
En evig Glædens Dag!

Og hvis du mig vil give
En Lokke af dit Haar,
Den Perle din skal blive,
Jeg ved mit Löfte staaer.

Ei Kongen bar dens Lige,
Dens Lige ingen bar,
Meer end et Kongerige
I den du sikkert har.

Og Fiskerinden bærer
Stor Attraae til den Skat,
Guldlokken hun afskiærer
Og han den griber brat.

Men i det samme tager
Han hendes Haand med Svig
Og söd forrædersk drager
Den Jomfrue ned med sig.

Dernede mellem Banker,
Et Net af Tang til Giord,
Hun Muslinger opsanker
Og rygter som en Hiord.

Der maae hun gaae og trælle
Og ofte fodre hver,
Om Aftenen dem tælle
Og melde: de er der.

Paa det at uden Lyde
De Perler fage groe,
Med sielden Glands at pryde
Den Havmands Grotteboe.

Men ak! i Perlers Riger
Hun gisper efter Vær,
Og uden Lise higer
Til Luft og Dagens Skiær.

Naar Maanen Stilhed byder
I taaget Aftenstund
De huule Klager lyder
Fra Havets dybe Bund.

Og Fiskeren sig skynder
Med bange Aarer frem,
Det Eventyr forkynder
Han i sit stille Hiem.

Da rinder mangen Taare,
Hvert Ansigt bliver hvidt,
Frygt dreier Rokken saare
Og Traaden brister tidt.