Nattens Kiæmpe naaer
Fra Jorden til Himlen
I Stiernevrimlen.
Bag Skyer Maanen staaer.
Som et bankende Hierte
Anende Smerte,
Bölgen mod Bredden slaaer,
Og fra de rögindsvöbte Fielde
Hvorfra lynslagne Graner hælde,
I Maanskin stille Elver gaae.

Blant duggende Greene
Alvilda eene
Vanker og taber
Veemodig sig i
Sværmerie.
Hun digtende skaber
Af Torvald og sig
Et Himmerig,
Hvor Styrken ei krones
Og Hævnen forsones,
Hvor Dyden er froe
Og Glæderne troe.

Men pludselig en Radslen hende vækker
Af kiære Dröm, og studsende hun seer
Et Barn som hende begge Hænder rækker
Og med sit heele lille Ansigt leer.
Jeg mig forvilded' mellem disse Hækker,
Saa siger det og sig saa bange teer,
O vil du ikke om min Svaghed frede
Og sikker mig til mine Söstre lede!

Du visselig ei för har skuet Mage
Til deres Vaanings underfulde Pragt,
Thi Guldet regner fra dens hvalte Tage,
Med Ædelsteene Tiljen er belagt.
De selv i Glædens Skiöd fremleve fage;
Med spundet Sölv, saa let som Rög, til Dragt,
I Syssel og i Leeg de tabe Dagen
Og ofte væve Uskylds Brudelagen.

Tidt synge de: Hvad Solen favner
Og nærende opelsker ved sit Bryst,
Den rige Underjordiske ei savner
Ved Grubens stille, hemmelige Lyst. — -
Jeg agter Ædelsteen ei meer end Avner,
Saa löd til hastigt Giensvar Möens Röst,
Hvor Torvalds lyse Smiil mig ei modtager,
Dog til dit Hiem, dig Lille, jeg ledsager.

Giennem Moser og Krat
I den stielöse Nat,
Mens Trolde true,
Hun ledende gaaer
Til omsider hun staaer
For Huulens tornekrandsde Bue.
Der tre Gange en Ravn
Varslende kraaker hendes Navn,
Og tre Gange en sukkende Vind
Hindrer hende at trine ind.
Men troeskyldig sætter
Hun Foden frem
Og er hos Jætter
I Ondskabs Hiem.

Hvad mon det var for et Skrig
Som i Grotten ynkelig
Jamrende gientager sig?

Derinde
Qvinderne spinde
Og hylende tvinde;
Blodsdraaber rinde
Fra surrende Teen
Og knirkende Vinde,
Mens Troldene ile
At dreie og file
Menneskebeen
Og græsseligt smile.

Hvor er, o Torvald! Torvald du!
Kom, o kom din Brud ihu!

Paa Leiet han sig vrider
Saa ængstelig,
Med rædsom Drömmevarsel strider
Og trende Gange sig
Fra tunge Sövn lösslider,
Dog trende Gange og han glider
Med Angstens kolde Sveed
I bundlös Mathed ned.

Men da Hanen sidste Gang goel
Og fremkaldte den kommende Sol,
Lyt! et Vanhælds Sendebud:
O Torvald! din Brud
Som eene til Lunden
I Qvel mon gaae,
Mens du sövnbunden
I Duunene laae,
Er svunden! er svunden!
Ve dig! hendes Seng er kold,
Men glad er den fæle Trold.

Rædsom hylende springer han op
Og bestiger Biergenes Top,
Iler ned i den lukte Dal
Og i Huulens skimlede Sal.
Men forgiæves han söger
Med speidende Blik og skingrende Raab,
Gienlyd med hans Jammer spöger
Og bedrager lettroende Haab.
Blant vaklende Fielde
Som mödende hælde.
Ved Sumpe som dampe
I störknende Taage,
Paa eddrede Svampe
Og hvæsende Snoge,
Blant Uglereder
Han skrider og leder.

Endelig en Ugle
Vingen om hans Ansigt slaaer,
Han fölger og staaer
For Jætternes Huule.
Der tre Gange den samme Ravn
Kraaker Alvildas Navn,
Og den Lille triner ud
Med en Hilsen fra hans Brud.
Forgiæves Snildhed ham advarer
Mod Ondskab skiult i Uskylds Smiil,
Han agter ikke Troldeskarer
Og styrted' sig i alle Farer,
I Nastronds Marter og Ild,
At frelse den Möe
Eller döe.
Og giennem de mange
Krummede, trange
Ertsprydede Gange
Og qvælende Stier,
Hvor Guldduggen sier
Fra riftede Dække
Langs glimrende Vægge,
Han famlende gaaer
Og Enden naaer.

Velkommen, Torvald, Trolden siger,
Velkommen i min guldbeslagne Boe!
Alvilda sysler mellem mine Piger
Som fiine Sölvertraad om Fingren snoe.
Mit Ord er klippefast og aldrig sviger,
Thi skal I brat giensamles begge to,
Ifald du vil forunde mig den Glæde
Til denne Harpe först en Sang at qvæde.

Til Hakons Hof (jeg skal det aldrig glemme)
Stolt paa min Kunst, en Gildedag jeg drog,
Men der du seirende med Streng og Stemme
Den seiervante Harpespiller slog.
Til Hæderstegn Kong Hakon af sit Giemme
Et mesterlig udhugget Guldkruus tog
Og ædelmodig Ynglingen foræred'
Mens Harm og Avind Oldingen fortæred'.

Og da jeg, skiöndt graaehaaret, mig formasted'
At lade haant om Kongens Ædelmod,
Og vred og avindsyg din Harpe lasted',
Mit lange Skiæg du rykked' ud med Rod,
Min gyldne Harpe du paa Tiljen kasted',
Den trampende med ubönhörlig Fod,
I Hælene mig Skoggerlatter fulgte
Til jeg fortvivlet mig i Klippen dulgte.

Dog seenere, o Guders Skiald! jeg haver
Oprigtig af mig selv tilgivet dig,
Thi Skiebnens Haand uddeeler mange Gaver
Og kun forskiellig naadig viser sig.
Og nu, imens derinde man tillaver
Dit Bryllup, thi det stande skal hos mig,
Til denne Harpe uden Mage qvæde
Du selv din Brudeseng og Elskovs Glæde.

Og han Harpen tog
Og den tryllende slog,
I dens liflige Klang
Henrisled' hans Sang.
Ved de samlede Lyd
Odin med syvfold Fryd
Frigga omfavner,
Og Balder savner
I Helas Rige
Sin elskede Pige.
Ved den samlede Klang
Med rasende Trang
Hvalen i Havet frembruser,
Og Örnen i Stormen
Med Magen hensuser,
I Græsset Ormen
Sig snoer og beruser
Med en Draabe af den Lyst
Som bölger i Asers Bryst.

Alvilda, min Brud, du fornemme
Din Elskers södtlokkende Stemme!
Kom og lad os samles i
Elskovs söde Sværmerie!

Da reised' Trolden sig fra sit Sæde
Og hvidsled' med Lokes giftige Glæde:

Hil Sangeren og evig Ære!
Som nu, ham Odin stedse naadig være!
Thi viid, den Fryd
Du kaldte i liflige Lyd
Og hvad jeg nys dig loved' her
Det alt fuldbyrdet er.
Ja, denne Harpe er din Brud
Og du med Elskovsvarme
Hver kiælen Klang slog ud
Af hendes tvundne Tarme,
Imedens det udskaarne Bryst
Dirred' til din ömme Röst.

Men giennem Naturen det isned'
Som en Vinterdag,
Heele Norrigs Foraar visned',
Iis blev Sangerns Aandedrag.
I Dödens Krampe Haanden
Harpen holdt fast,
Öiet brast,
Han opgav Aanden.