Hen i Poseidons Stad med Menneskevrimlen jeg skrider
Og som et bölgende Hav, stöder mig Trængselen frem.
Lig Melodier, omsmiggre italiske Toner mit Öre,
Og mit undrende Blik skuer det Bedre og Nye.
5Gierne jeg lader mig fange af disse fremmede Sæder,
Som lig Nympher, om mig dandse i lokkende Chor,
Gierne jeg dyrker den Kunst, som i Menneskelivet forskiönner,
Venlig med Blomsterbaand standsende Ungdommens Fryd.
Staten er revet ned: den höie, corinthiske Orden,
Oldtidens herlige Værk, dölger sit Hoved i Stöv,
Og dog flaggrer endnu Venetias Genius, Letsind,
I en Sommerfuglkrop let om den store Ruin,
Hvor den berygtede Hane ved Gal og rystede Vinger
Seer i en Ildebrand Himlens oprindende Lys.
Ja, hvo skulde det troe? den barnlige Sorglöshed skued',
Uden Klage og Graad, Frankernes gothiske Færd,
Da de med Öxe og Saug forstyrrede hiin Bucentoro,
Ak! med Öxe og Saug Meislens beundrende Værk!
Det var den svömmende Torus, paa hvilken Venetias Doge
Fordum med Adria herlig Troelovelse holdt.
Nu som Enke hun sukker i sine dybeste Grotter,
Skuer grædende op til de forvildede Börn,
Som i offentlig Utugt med galliske Frille henleve,
Mens Republik, jeg troer, hende de give til Navn.
Ikke saaledes tænkte en Pilgrim fra baltiske Bredde,
Som paa den klassiske Grund satte sin krandsede Stav:
Væmmet, han vendte sig bort fra det pöbelombölgede Forum
Og med den svundne Tid lukked' han stille sig ind,
Thi ham Guderne gave, at finde den reenere Glæde
I det Skiönne som var, ak! og i det som först blir,
Og at indflette de Roser, som Phantasien ham skienker,
Hældende Alderdom, i din forvisnede Krands.
Af en gallisk Kriger for nogle Soldi han kiöbte,
Tænk hvilken ringe Priis! kiöbte en Genius han,
En af hine, som pryded' den svömmende, kunstrige Torus,
Hvor med Adria för Dogen Troelovelse holdt.
Og nu skulde I seet, hvordan jeg drömte og legte,
Barnet var Phantasie, Genius! Dukken du var.
Med de södeste Ord for den himmelske Spæde jeg kiæler:
Siig, hvor kommer dú fra, blide, ætheriske Giæst?
Siig, hvilken Gruppe du hist med dit barnlige Ansigt forskiönned',
Hvilken velgiörende Id Skiebnen dig giorde til Pligt?
Ah! du hörte maaskee til Auroras stigende Fölge
Og i en Horas Haar fletted' den dugfulde Krands,
Eller du legte maaskee paa Trappen af Viisdommens Tempel,
I den spæde Haand svingende Passer og Styl.
Hvad du ogsaa har været, saa hör mig nu og belön mig!
Tænk, at Brödrenes Chor Flammerne bleve til Rov:
Hersk i min rolige Barm og vær min Skytsaand paa Jorden,
Medens den austriske Örn holder Venedig i Kloe;
Giv mig den barnlige Fryd, dertil den usmittede Uskyld,
Hiin, den förste, som selv kiender Undseelsen ei;
Löft mig op i den Æter, hvor Glæderne aldrig bortvisne,
Stedse opfriskede ved Nöisomheds kiölige Dug:
Und mig kun lidet af Jorden, endskiöndt jeg det bryndigt begærer
Und mig hiint rige Savn, Gudernes saligt Giæst.
Saa jeg hvidsker og snart mig synes at Himlen mig hörer
Og at med barnligt Smiil Genien Pagten indgaaer:
Og nu dyrker jeg ham med fromme Offer og Bönner,
Og i et Rosenkapel stiler som Guddom ham hen,
Eller jeg pryder til Alter for ham min luende Arne
Og af de förste Ax sindig ham fletter en Krands.
Kalder det Afguderie, men Poesie jeg det kalder
Alt det Ypperste var, bliver og er Poesie.
Ak! vor kiæreste Fryd er Selvbedrag og Indbildning,
Og er selv Elskov ei Menneskets herligste Digt?
Selvbedrag og Indbildning? Forlader mig, höiere Glæder,
Hvis jeg med kiölig Forstand myrder det himmelske Liv!
Poesie er det Blod som fra Verdenens Hierte udströmmer
70 Og til sit Udspring igien bölgende skynder sig frem;
Poesie er den dybe den alnærværende Alaand
Hvor han udtrykker sig meest, Verdenens Öie den er;
Poesie er indskrænket Evighed, Alt i det Eene,
Guddommen er Poesie, Tiden Indfatningen er.