Saa herligt, som Martyren i sit Blod,
Laae Havet i Aftenens Røde;
Den gnistrende Stjerneblomst vidt sig oplod,
Den groer kun i natlige Øde,
Mod Jorden vender den Kronen ned,
Som Løn for Martyrstandhaftighed.

Ved Bjerget i hellig Betragtning jeg sad
Og stirred i susende Rifter,
Da syntes mig skue et Rosenblad,
Et Vindstød fra Stilken henvifter:
Det en Karfunkel blandt Smaasteen var,
Den Morgenrøden i Barmen bar.

Ligt Blomsten, indfrossen i Bækkens Krystal
Og livløs i glimrende Fængsel,
Et hemmeligt Noget i Steen og Metal
Tilvinker den Grundendes Længsel:
En Jomfrunatur og en barnlig Aand
Slumrer bevidstløst derinde i Baand.

Thi Alt er i Eet, og Eet er i Alt,
Forskjellig kun Eenheden banker,
Som Pulsslag, dybt i hver Livsgestalt,
Den samme i talløse Skranker:
Forsteningen selv kun dølger den,
Thi Kjærligheds Aande optøer den igjen.

Med underlig Længsel og Banghed jeg saae
Det Glimt fra umindede Dage,
Jeg talte til Stenen og ventede paa
At denne til Ord skulde tage,
Men stum den blev, jeg trykked den kun,
Kjærlighed aandende, til min Mund.

Da blev den brat i min Haand saa blød,
Det Haarde sig deled og skilled,
Og i dens Sted en Rose saa rød
Med blussende Farve spilled;
Den lukked sig op og lukked sig til,
Vilde tale, men gav kun et Smiil.

Jeg sænked min Aande hed i dens Bryst,
Thi jeg elsked den Skjønne saa saare,
Jeg aldrig fornam saa megen Lyst,
Dog fældte jeg mangen Taare;
Tidt syntes mig, at i dens Sted jeg saae
Et Øie, saa bundløst som Himlens Blaa.

Men som jeg stirred, den pludselig
Sin Skikkelse maatte forlade:
Til Næb forhærdede Stilken sig,
Til Fjær udtaktes dens Blade,
Og paa min gyngende Finger sad
En Fugl, som hopped og sang saa glad.

Den Fugl nedsmuttede i min Barm
Og pikked mod bankende Hjerte,
Da følte jeg ingen Sorrig og Harm,
Og dog jeg saa meget begjærte.
Men Fuglen snart i et Træ fløi hen,
Sang og forvandlede sig igjen.

Og under den blomstrende Krone stod
Den deiligste Jomfru paa Jorden,
Af Liliers Snee og Rosers Blod
Hun syntes i Foraaret vorden;
Hun havde til Slør en Sølversky,
Hun var saa kjærlig og dog saa bly.

Om hende de Sangfugle flokke sig,
Hos hende Bækkene standse,
Og Grenene, offrende Hænder lig,
Tilbyde de spirende Krandse;
Hver Blomst, hendes Finger rører ved,
Falder som Frugt i Haanden ned.

Fra Bæltet hun tager Strængenes Guld,
Med Velklangens Almagt begavet,
Hun synger — Naturen saa længselsfuld
I Dug vil hensmelte til Havet,
Og hver en Bølge, saa elskovsvarm
Tabe sig vil den ved Himmelens Barm.

»Min Brudgom er Evigheds salige Søn,
Uendelighed er hans Vugge,
Om den staaer Stjernernes Kreds saa skjøn,
De Faklerne aldrig udslukke,
Mod den Smaablomsterne løfte sig op
Og bøie tilbedende deres Top.

Den gamle Evighed standser derved
Og grunder ved Hovedgjerdet;
Ved Siden af den staaer Kjærlighed
Og smiler med Pilen i Hjertet,
Og Haabet holder en Rosenknop,
Troens Bønner aande den op.

Naar Barnet sit lyse Øie opslaaer,
Gaaer Dagen op over Jorden,
Og naar et Smiil paa dets Kinder staaer,
Er Foraarsblomsterne vorden;
Og hvo eengang i dets Øie saae,
Han evig elske og elskes maa.

Thi Kjærligheds Alkjærminde vil
Udslaae af det livfulde Hele:
Som Bæger Ætheren runder sig til,
De Stjerner til Kors sig afdele;
Til Stængel sig hæver den lave Jord,
Som Duft opstiger Sjælenes Chor.«