Paa eensom Hede,
Blant Lyng og Krat,
Hvor Drager frede
Om Oldtids Skat,
5En Borg sig hæved',
Den sammenfaldt,
Snart Vedbend væved'
Sig rundt om alt.

Om Fod og Tinde
Sig Tidsler snoe,
De vilde Vinde
Derinde boe.
I Borgens Sale,
I Kirkens Chor,
Den vævre Svale
I Reden boer.

De Kirkeruder
Med rödligt Skiær
Og Biblens Guder
Udfaldne er.
Ved Lynet smelted'
Det gamle Blye,
Mod Gruben velted'
Sig ned paa nye.

Fra Kuplens Sprækker
Den vilde Regn
Med Vold indbrækker
I helligt Hegn.
De Altre stande,
Hvo rygter dem?
Af dovne Vande,
Lig Gröntörv, frem.

Naar Stiernen lyser.
I Vinternat,
Iistappen fryser
Ved Korset brat:
Da rundt det klynker,
Fra Himmelen
En Straale synker
og smelter den.

Og tolv Capeller
Rundtom endnu
Den Pilgrim tæller
Med stille Hu.
De Helgensteene
Muskronte staae
Ak! saa alleene
Og sörge saa.

O Himlens Frue!
Vemodig blid,
Du synes skue
Ad gamle Tid.
Mens Sommerfuglen
Omflaggrer dig,
Fra Taarnet Uglen
Udklager sig.

Og hist hvor Nelder
Saa froedigt staae,
I dybe Kielder
Du skue maae,
End stander Kiste
Ved Kiste der:
Hvad Jorden priste
Hensmuldret er!

I lange Rader
Der ligge de,
Den Stammefader
Er först at see,
De Mænd og Fruer
Her Hvile fandt,
Smaae Kister skuer
Du og iblant.

Et Billed' vinker
Fra hvert et Laag,
Der ogsaa blinker
Et gyldent Sprog,
Skiöndt Edderkoppen
Udslaaer sit Spind
Om Heltekroppen
Og Fruens Kind.

En Yngling iler
Vel ofte did,
Han Afskeed smiler
Til medfödt Tid,
Han vil sig lukke
Hos Oldtid ind,
Med Længselssukke
Og kraftfuldt Sind.

Blant faldne Steene,
I Örknens Favn,
Han staaer alleene
Med ædelt Savn:
„Her vil jeg dvæle
Og ved mit Bryst
95Paa nye besiæle
Hiin Alders Lyst.

Saa svinder, svinder
Det Bedste hen!
Snart ak! du finder
Kun Sagn igien.
Dog bort med Sorgen!
Thi stiger brat
Ei Haabets Morgen
Af Fortids Nat?

Kun Tidens Giæste
Vi være maae,
Thi bör det Bedste
Rundtom forgaae.
Forskiönnet stiger
Det frem igien
I Sagnets Riger
Hos Sangeren.

Her daler Nöie
Ei til dit Raab,
Paa andre Höie
Opgaaer dit Haab.
Rask fremad eller
Tilbage, du!
Hvis ei, du træller
I trange Nu.

Ja! kun som Minde
Og Vente du
Hver Fryd tör finde
Med luttret Hu;
Kun da du fryder
Usmittet dig,
Kun da du nyder,
Som Guder rig.

Hvis her du savner
Og ei har Rist,
O da du favner
Det fierne Hist.
Hvad först skal blive,
Dig Phantasie
135Forud tör give
I Sværmerie."

Naar Maanen stiger
Ad Fieldets Top
Og Skyggers Riger
Sig lukker op,
Han Harpen tager,
Saa længselfuld,
Og Klager drager
Af Strengens Guld.

De Toner lokke
Med mægtig Trang,
Fra brustne Klokke
Udgaaer en Klang,
De skilte Steene
Bevæge sig,
Som om foreene
De vilde sig.

Snart Klokken kimer
Saa klangfuld, som
I Festens Timer
Fra höie Dom,
Og brat sig hæver
Hvert Kistelaag,
Af Dybet svæver
Et herligt Tog.

Med Spyd og Skiolde,
I langsom Gang,
De Kiæmper bolde
Tye til hans Sang,
Og raskt han spiller
Med Frygt og Fryd,
En Taare triller
Ved hver en Lyd.

Dog Hiertet banker
Af hellig Gru,
Da Skaren sanker
Om ham sig nu,
Og da han skuer
Hvorlunde hver,
Skiöndt Dödning, truer
Med Blik og Sværd.

Thi Kraft sig maler
I hvert et Træk,
Fra Panden daler
Den kolde Skræk,
Kun Daad og Fare
De havde kiær,
De Kiæmper vare,
Saa staae de der.

Dog Blidhed binder
Den diærve Magt,
Paa haarde Kinder
Staaer Smilets Pragt,
Som Aftenröde
Med stille Skin
Fieldegnens Öde
Blidt hyller ind.

Men brat tilside
De vige hen,
Een sees at skride
Mod Ynglingen.
I lange Fletter
Nedslaaer hans Skiæg,
Hans Höire letter
Som Spyd en Eeg.

Den Stammefader
Og Kiæmpe bold
Ham skue lader
I opladt Skiold.
Han stirrer længe
Paa hvert et Syn,
Mens Taarer hænge
Ved tunge Bryn.

En Engleskare
Fra Himlen kom,
Som om de bare
Dens Stiernedom;
De Blomsterkieder
Om Jorden slog,
Til Lysets Breder
Den kiærligt drog.

Og vidt paa Jorden
En Rose stod,
I Östen vorden
Af Guddomsblod.
Hvert Blad sig hæver
Mod Himmelen,
Og Gud nedsvæver
At boe i den.

Dens Stilk udskyder
Af barnlig Troe,
Til Haab frembryder
Hvert Blad saa froe,
Og Kiærligheden
Uddufter vidt
Et Fredenseden,
Saa lyst og blidt.

Dernæst tiltrækker
En Stad hans Blik,
Hvor Kiæmperækker
I Harnisk gik:
De Sværde klirre
Krigsmelodie,
Mens Harper dirre
Saa blidt deri.

Og mangen Ridder
I straaetakt Huus
Ærværdig sidder,
For Vedens Blus.
Ved Harpens Strenge
Han ung igien,
Imens hans Drenge
Brat bliver Mænd.

Ved Arnens Lue
Huusved der sad
En deilig Frue,
Dog ikke glad;
Et Lam i Skiödet
Taalmodig laae,
Mens hun bedrövet
I Luen saae.

Ad Dören triner
En Ridder ind,
Med diærve Miner
Og hærdet Sind.
Fra Jordans Kyster
Hiemhasted' han,
En Löve ryster
Bag ham sin Man.

Han Fruen söger,
Hun favner ham,
Og Löven spöger
Med kielne Lam;
En Lilje bryder
Af Spydets Skaft,
Hos Skiönhed fryder
Sig Mod og Kraft.

Da Klokken giver
Igien et Tegn,
Og lyst det bliver
I heele Egn,
Til Graven ringer
Den Nattens Tog,
Og sagte klinger
Hvert Kistelaag.