Du blege Pige med den gjemte Krands
Af Natfioler i de brune Lokker,
Vel ei ved Ungdoms Strængeleg og Dands,
Men, ak! ved Legevenners Dødningklokker
I Tungsinds Følge skued jeg dig før,
Dog kun for Øieblik med løftet Slør.

Erindring hedder du, en Søster til
Det rosenrøde Haab i fjerne Dage:
Det lever forud i sit Farvespil,
Men du veemodig lever kun tilbage;
Det fra hvert Nu fremhaster til det Nye,
Du hygger det Forgangne, tro og bly.

O falske Haab! forlader du mig her,
Her hvor din Yndlings Bane næsten ender?
En Sommerfugl i Vinters kolde Skjær
Du kjælent dig mod Ungdomsvaaren vender:
Hvad var din Gave? Digtertidsfordriv,
Blødagtigt Vanvid, ak! et hyklet Liv!

O kom, dets Søster, kom, Erindring, du!
Og blot fra Sløret dine blege Kinder,
Og lad mig see, med sødveemodig Hu,
Hvordan med dig mit Liv tilbagerinder;
Thi ingen Jordens Fremtid skjænker mig,
Hvad, tabende, jeg anbetro'de dig.