Op, mine Mænd, til Ledingsfærd!
Op! Kamp og Bytte vinker,
Ombelter eders vante Sværd
Som Dšd og Seier blinker."
Saa raabte ved det fšrste Grye
Ulf Ridder hšit i vilden Skye,
Den heele Egn forskrækket
Af sšde Sšvn blev vækket.

Med Hui og Stši, lig Hundeglam
Naar Jægerhornet klinger,
Flux hver Vassal adlyder ham
Og glad sit Glavind svinger;
Og i det ršde Morgenskiær,
Forsamlet var den heele Hær,
Rundt Egnen var at skue
Som om den stod i Lue.

Frem drager Horden, vild og kaad,
Og stoler paa sin Lykke,
De lee ad tvungne Mšers Graad
Og Gubbers Skiæg udrykke,
Mens Rædsel iler bleeg forud:
Nu kommer Ulf, o hielp os Gud!
Thi han er vidt berygtet
Og som en Farsoet frygtet.

Hvad vil de frække Mænd i Staal?
Hvi monne de saa ile?
De skulle rede til et Baal
Fšr Solen gaaer til Hvile.
Gud staae den fromme Uskyld bi
Mod vild og snild Forræderi,
Og i sin Vare tage
De Spæde og de Svage.

Paa Hšien hist ved Fiordens Strand
Stod fra det ældste Minde
I stille Favn af Ask og Gran
En Borg med gylden Tinde;
Ved Muur og Grave var den stærk,
Den vise Oldtids Underværk,
Og dens Vasaller saa'de
Saa vidt som Öiet naa'de.

Fra den drog ingen Voldsmand ud
Sin Naboes Skræk at være,
Her lšd kun Pligtens Feidebud
For Ret og Ridderære;
Her ingen Klage hidses bort
Med Hunde fra den lukte Port,
Med dem og ingen Tigger
Om Been i Feide ligger.

Skišn Emmelina, skišn og from,
En Dalens favre Lilje,
Derinde sysler sagte om
I Have og paa Tilje:
Ved hendes stille blide Dyd
Hver Syssel bliver til en Fryd
Og rundt et saligt Eden
Belšnner Huusligheden.

Skišn Emmelina, som saa huld
Af Dyder skaber Glæder,
O siig, hvi er du sorrigfuld?
O siig, hvorfor du græder?
Ak! Ridder Edvard er ei der,
Nys drog han ud i Herrefærd
Og hendes Barm forgiæves
Af daglig Længsel hæves.

Der sidder hun med bange Sind
Ved tvende Dšttres Hvile,
Mens Östens fšrste Purpurskin
Om deres Leie spille.
Og o! med sænket Blik hun hvert
Et Fadertræk, saa skišnt og kiært,
Paa deres Ansigt sšger
Og Fryd og Sorg foršger.

I Sšvnens Favn hun havde dršmt
At see en Fuglerede
Hvorpaa en Hun saa troe og šmt
Opklækked' tvende Spæde,
Men brat stod Almen rundt i Brand,
Een Unge faldt fra Redens Rand
De andre dše i Flammer,
En Jæger Hannen rammer.

En iiskold Rædsel pibler ved
Den Dršm i hendes Aarer
Og uvilkaarligt rinde ned
Ustandselige Taarer.
Det synes hende som om der
Ei meer er Fred og Lykke her
Og de kun ere trygge
Som boe i Gršntšrvskygge.

Og som hun sidder, lyt! et Bud:
En Hær vi see fremdrage.
O evig være lovet Gud,
Det er min Ægtemage.
Nei, ikke er det vore Mænd,
De fare over Sæden hen,
Dem ingen gaaer imšde
Og bag dem er et Öde.

Forfærdet og med oplšst Haar
Hun iler paa Altanen,
Hist Hæren rundt i Orden staaer,
Udfoldet vajer Fanen.
Ved Hestevrindsken, Vaabengnye,
Ophvinende i vilden Skye,
Den bange Frue blegner
Og ned paa Gittret segner.

Hvad vil I Feidelystne her,
I Mænd med Ild og Glavind?
Min Edvard har ei Feidefærd
Og kun en Niddings Avind.
Men paa en Ganger hvid og vild,
Dens Aande Ršg, dens Öie Ild,
En Ridder brat fremjager
Og til Gienmæle tager:

Din Edvard er min Avindsmand,
Han styrker alle Svage,
Og ingen i det heele Land
Tšr Hævn og Giengield tage,
Thi har jeg soeret ved St. Knud,
At der imellem os er Brud
Og at hans Borg i Flammen
Til Stšv skal styrte sammen.

Dog hšr! Ifald du ikke vil
End i din Rede brænde,
Saa siig mig Troe og Love til,
Og du mig mild skal kiende.
For dig jeg aabner, see! min Arm,
Kom, glem din Edvard ved min Barm,
Din Yndes Blomst mig fryde
Og tidt mit Leie pryde.

Og alle dine favre Mšer,
Slip dem af deres Fængsel,
Hos mine Mænd vel ingen dšer
Af Elskovs Soet og Længsel.
Betænk dig vel og overgiv
Dig flux til mig og vær min Viv,
Hvis ei, din Tid er omme,
Med Sværd og Brand vi komme.

Gud! sank jeg da saa dybt, at saa
(Det mæled' hun med Blussel)
Den frække Mand for mig tšr staae
Med skiændig Haan og Trussel!
Uhyre, end dit Niddingstog!
Og dšer jeg da, saa dšer jeg dog
For Eduard i Nšden
Og troefast indtil Dšden.

Mordbrænder Ulf den fšrste Brand
Til Tegn i Slottet slænger,
Og flux bag ham hver Niddingsmand
Til Mordbrand sig fremtrænger.
Snart Ilden slaaer med hvirvlet Top
Igiennem Ršgens Hvirvler op,
Og alle vilde Vinde
Til Kampen sig indfinde.

Da alle hendes Mænd hun saae,
I Spidsen Castellanen,
Ud over Vindelbroen gaae
Og favne Voldsmandsfanen.
Gaae I med Gud og Gud med Jer'!
Min Lod det er at blive her,
I Taalmod skal jeg šves
Og strængt i Luer pršves.

Saa staaer hun paa det store Baal
I hendes Mšers Skare,
Stærk mod sin egen Nšd ved Taal,
Ei mod de Spædes Fare:
Hun trykker begge til sin Barm,
Af Rædsel kold, af Ömhed varm,
Og ak! vil kysse Branden
Fra Kinden og fra Panden.

Da sukkede med heeden Kind
Den ældste: Tag af Sengen
Et Linnedmon og svšb mig ind
Og kast mig ud paa Engen.
De Ord den grumme Ulf fornam,
Og hu! til heele Jordens Skam
Sin Lantse han ophæver
Imedens hun nedsvæver.

Hun sank til Niddingshaanden ned
Paa Bšrnebšdlens Stage,
Og trygled om Barmhiertighed
Med Öiets matte Klage,
Dog uden Graad og uden Lyd
Hun dšde paa vanæret Spyd,
Saa hænger Liljen klšvet
Ved Stilken ned i Stšvet.

Men da den Marterlystne saae
Hvorledes Dšden malte
Den Rosenršde hviid og blaae,
Hans Spot og Medynk talte:
O Skade at man dig afrev
Fra Qvisten fšr du moden blev,
Til mšdig Krigers Hynde
Fremblomstred' denne Ynde.

Meddšende i Dattrens Dšd,
Ei Emmelina skuer
Den nærmere uhyre Dšd
Som rundt om hende truer:
Ved Bielkers Fald og Muures Brag,
Ved Dšdens Komst fra Gulv og Tag,
Halvdšde Mšers Jammer,
Hun vaagner op i Flammer.

Da hšrtes, qvalt af Ršg og Damp,
Paa Skišdet af dets Amme,
Det yngste Noer i Dšdens Kamp
Om Luft og Kišling stamme.
O hulde Spæde, spæd og huld,
Jeg vilde give alt mit Guld
For een af de smaae Vinde
Som kišle hiine Linde.

Kom i min Arm, kom i min Arm,
O Hierte af mit Hierte!
Og dše igien ved denne Barm
Hvor du at leve lærte!
Og Moderen forklaret stod
Med Ild om Hoved og ved Fod,
Lig dalet Himmelfrue
I lindret Skiertsildlue.

Hvo kommer hist ad skakke Vei,
Foran en ædel Kriger?
De trætte Heste ile ei
Og Ridder Edvard siger:
O skuer hist, I brave Mænd,
Min Rede og min Borg igien,
Den straaler os imšde
Indsvšbt i Aftenršde.

Men da de langsomt komme nær
Og ved den ršde Lue
En vidtudstrakt og fremmed Hær
Om Borgen leiret skue,
Den lille seiervante Trop
I fri og tšilelšs Gallop
Hšit hvinende mod Himlen
Anfalder Voldsmændsvrimlen.

Lig Stštten paa en Dšdninggaard
Som stirrer i det Hšie,
Mens kun een Marmortaare staaer
I siælelšse Öie,
Saa stirrer Ridder Edvard ind
I Ildebrandens ršde Skin,
Hvor Emmelina vinker
Og end sin Bortgang sinker.

Fortvivlelsen gišr alle stærk,
Til lovlšs Kamp de blandes,
Fortvivlelsen gišr Underværk,
Dog ak! de overmandes.
Kun Ulf den Diærve, diærv og snu,
Og Ridder Edvard endnu
I særskilt Tvekamp tšve
Og deres Skiebne pršve.

Og da Hiin fšrste Gang en Dšd
I afmaalt Kreds nedsvinger,
Undgaaer den Edvard kun med Nšd,
Hans Hielm som Klokken ringer.
Og paa Altanen hvor hun stod
Imellem Angst og Haabemod,
Ved Synet hun sig vaander
Og trende Suk udaander.

Og da han anden Gang et Hug
Mod Ridder Edvard retter,
Udbrister ak! en ršdlig Dug
Og blanke Rustning pletter.
Og paa Altanen hvor hun stod
Og blodig Læbe stamme lod,
Hun trende Taarer græder
Og dšde Datter væder.

Da raaber Edvard: O forhal,
Velkomne Bšddel, ikke
Ved grusom Dorskhed i dit Kald
De sidste Öieblikke!
Hist staaer min Viv i Martyrild
Og dšer i sidste Helgensmiil,
Kan du saa længe styre
Din sšde Hævn, Uhyre?

Da hug den Diævel sidste Gang
Og Ridder Edvard hældte,
Ved Dšdens Suk hans Harnisk sprang,
Det ršde Liv udvældte.
Og paa Altanen hvor hun stod
I Dšdens Frost, med stšrknet Blod,
Hun trende Skrig udstšdte
Og hist sin Edvard mšdte.

Skišn Emmelina! kun for dig
I Kampen Edvard brændte,
Thi ved det sidste Hug mod dig
Han eengang end sig vendte,
Og i det samme, sšde Nu
Han fšlte Dšdens kolde Gru,
Og mens hans Siel bortilte
Omkap med din, han smilte.

Men neppe dette Sielepar
Ved Englemelodier
Til Himmelen oplšftet var,
Kom ak! en seen Befrier.
Det Ridder Edvards Frende er
Som kommer med den heele Hær,
Endnu mens Slottet glšder
Og Ridder Edvard blšder.

Med Skræk og Gru fornemmer han
Hvad her sig har tildraget,
Og som en Hævnens Aand, paa Stand
Igien han vækker Slaget.
Og heele Voldsmændshæren faldt,
For hiin den strænge Dommer kaldt,
Mens Asken qvalte Flammen
Og Borgen styrted' sammen.

Nu blæser Vinden over Steen-
Og over Askedynger,
Og klapprer med de hvide Been
Mens Dšdningfuglen synger.
En Gru igiennemfarer hver
En Vanderer som vanker her,
Og under bange Bšnner
Han haster frem og stšnner