De Qvinder med Perler vil rustes til Kamp,
Brat Dykkre i Havet neddukke;
Paa Duun vil de hvile, som om det var Damp,
Og Redens Duunblomster vi plukke.

Den fredlöse Biergmand, som Dödningen bleeg,
Nedfarer i guldsvangre Grube,
Imedens fra Fieldkystens stielöse Væg
Vi hænge i Undergangs Strube.

Og höit over Dybet i slingrende Snor
De hvinende Storme os gynge,
Og rundt om vor Isse i klagende Chor
De Fugle Forbandelser synge.

Og oven og neden og rundt om er Grav:
Höit over os Fieldstykket nikker,
Med tusinde Tunger det fraadende Hav
Höitbrændende, efter os slikker.

Der hiemme vel surrer den fredlöse Teen,
Der sysler den Mage saa troelig,
Og Börnene sidde paa Tærskelens Steen
Og pryde den straaetakte Bolig.

Der hiemme er Bænken saa blöd og saa luun,
I Krogene Glæderne smile,
Men Blödhed vil svömme paa skumlette Duun
Med seirende Vellyst og hvile.

Men Hovmod vil blunde ved Ederfugls Bryst
Og boe i dens rövede Rede,
Dog mangen deri efter Hvile og Tröst
I evige Nætter skal lede.

Kun Uskyld og Karskhed og Nöie tör södt
Til Ederfuglbarmen sig hælde,
Men da er jo Straaeleiet lige saa blödt,
Da smelte jo Klipper og Fielde.

Naar tröstlös Bekymring et lindrende Blund
I islandske Rede vil söge,
Da blive de haarde, de grusomme Duun,
Og brændende Smerten foröge.

Naar knusende Feber i Aarerne slaaer,
Da bliver hvert Duun til en Nelde,
Og Vanvid phantastisk om Ildleiet gaaer
Og ryster den dövende Bielde.

Naar Lasten paa Duunene söger sin Fred,
Som Hugormebraadde de stikke,
Mens Diævlenes Skarer fælt grine derved
Og skadefroe hvidske og nikke;

Og Angest oprörer hver dirrende Sands
Og Livet i Draaber aftapper,
Og Satan opförer en Dödningedands
Og efter den Halvdöde snapper.

O Skiebne! jeg takker for Bænk og for Straae,
De andre om Ederduun tigge,
Jeg ændser den ikke, saa sandt som jeg maae
Med Freden i Favnen der ligge.