Jordens Søn fra Dyrets Kløft gaaer ud,
Seent, bag Sekler først, sin Arv han kræver,
Længe med formørket Sjæl han bæver,
Træl for en selvdannet Fetischgud.

Fra Kronions Barm et Sendebud,
Skjalden, Himmelens Herold, nedsvæver,
Og Natur af Rædslers Nat sig hæver,
Elskelig og fager som en Brud.

Brat fremvælder Skjønheds rene Kilde
Og omspiller hver en vækket Sands,
Blidt til Borger adlende den Vilde.

Sekler nu en evig Cirkeldands
Om den høie Gudherold afbilde
Og af ham modtage deres Krands.