Schack von Staffeldt


Digterphantasie

Naturen dig, min Aand, ei kuer,
Lig Zeus, du vældig er og fri:
I Ætnas röde Helvedluer
Du med heroisk Apathie,
5Som Barnet paa en Glöd, nedskuer,
Og med forvovent Sværmerie,
Naar vildtopkaagte Have truer
Og over Kysten hæver sig,
Paa Vandets Tinde gynger dig.
Naar rundt, uhyre, Faren truer,
En mystisk Vellyst tryller dig,
Og det for hvilket Jorden gruer,
Herculske Aand! kun kildrer dig.
End mindes jeg, da Döden bag
Mig Lysets Port alt halvt tillukked',
Hvorlunde du fra mastlös Vrag
I Havets Skiöd forud dig dukked',
Og seirende, ved Skibbrudsbrag,
Til Orkus styrtede med Velbehag.

Hvad er da, vilde Vinter, al din Vælde
Mod denne Almagt i mit Bryst,
Som seiersæl attraaer at fælde
Din Jökelborg paa Klodens Kyst?
Hist Bölger sammengroe til Fielde
Og hærdes ved Æoners Ælde;
Hist ingen Nerve, intet Straae
Naturen föle, pryde maae,
Hist tör, Okeanos! dit vilde Hierte
Mod Jordens Barm ei meere slaae.
Stands, Risetanke, tidt jeg nærte
Med Risevellyst! Hvis min Arm
Hiint Helvede af Iis kuldkaste kunde
I Ildens dampende Afgrunde,
Og tvende Chaoskiæmper, Kold og Varm,
Ja! begge Helveder opægge
I Tvekamp sig at ödelægge!

Kan da det vilde Raserie
Du töilelös fremfnyser i,
Min Genius, o Vinter! skrække!
Hvad Solen ei formaaer at flække
Med tusind Kastespyd, dit Skiold,
Min stærke Aand, saa kiæk og bold,
Ved Tankestraalens Magt tör brække
Og Jorden af din Dvales Vold
45Til lifligsværmet Foraar vække.
Fnys frem, en buldrende Orkan
Som nu til Himlen reiser Skummets Telter,
Og nu et störknet Ocean
I Sneefog over Jorden velter,
Og hvinende, til Fieldets Top
Uhyre Sneekrands hvirvler op -
Min Aand til Leeg med dig, o Vinter! kiæmper
Og legende dit Uveir dæmper.
Conchyliens Indvaaner lig,
Som yndigt Fængsel skaber sig,
En Hvirvel af udkaarne Tanker
Til Fristad jeg omkring mig sanker,
Og tryg som Zeus, jeg föler mig
I min selvskabte Verdens Skranker.
Men Aanden Blödheds Duun forsmaaer
Og Sfæresang og evig Vaar,
Den Hiertets Sybaris foragter
Og stolt, med doriskt Höisind, tragter
Til Farers Hiem
Blandt alle Rædsler herligt frem.

Löft, Ocean, dig af dit Hængsel,
Med Skum at krandse Montblancs Top!
Stöd, fangne Ild, dit svage Fængsel
I tusind Jordskielvrifter op!
I tusinde vulcanske Bylder,
Saa Ætnas Brand blir til en Gnist,
Du gamle, skiöre Jord! udbrist,
Indtil din Aske Rummet fylder
Og dæmper Lysets Arne hist!
Reis dig, Newtons store Datter,
Elementers Slægtskab, du,
Som i Forum Atomerne indfatter,
Reis dig, riv dit Baand itu!
Lös dig op, o Hvirvelgiord,
80Som det Heele fast omsnoer!
Vaagn, du gamle Had og Splid,
Ældre selv end Lys og Tid!
Alt igien omhvirvles i
Chaos' vilde Anarchie!
Tumlende, i sluppen Svimmel,
Styrte Maane, Sol og Himmel!
Svimlen blande Sfærer, Sole,
Stiernerne fra begge Pole!
Rundt det brage, styrte, dampe,
Hvine, hyle! Dödens Krampe,
Lig et almeent Jordskiælvstöd,
Vidt adsplitte Verdens Skiöd!
Alting selv sig knuse,
Ödelæggelsen frembruse,
Höit i Splinter hvirvlet op
Til det Heeles klare Top,
Til den sidste Ring, hvori
Zeus-Kronion kun er fri!
Mens med vildtudrykket Haar
See! Fortvivelse rundt staaer,
Dödsangst, förend Döden Liig,
Dybt i Krampe krymper sig,
Og Forbandelsens Titan
Bröler ud i hver Orkan -
Löftet, tryllet, end jeg triner
Frem i Altings Undergang.
Höit af rædsom Vellyst hviner,
Og paa sidsthensmuldrende Ruiner
Triumpherende forgaaer i Sang!
97 Total read