Jeg kan, jeg vil, jeg tör mig ikke lempe,
O Venner! efter Tidens usle Bud,
En himmelsk Ild, som ingen Magt kan dæmpe,
Dybt af mig selv til Vinger bryder ud,
Og derfor tör og derfor skal jeg kiæmpe
Med Tiden og dens Sön, hiin trædske Gud,
Som Mængden Meening kalder og nedknæler,
Men Genien ham höit i Luften qvæler.

Dybt nede kun har denne Anteus Vælde,
Thi kun af Jordens Skiöd han Kraft gaaer frem,
Dog hist hvor Idealer, frie for Ælde,
Skiöndt evige, fra Aandens Æterheim
Af gyldne Urner over Verdner hælde
Olympisk Nektardug og livne dem,
Der daaner Tidens Sön, der svinder Jorden,
Med Kronen skrider der en höire Orden.

Hvo ei indviet Adgang fik til dette,
Til Aandeverdnens höie Helligdom,
Ephemeriskt paa Tidens lave Slette
Til Dieliv letvinget flaggre om:
Men naar da Genien med aldrig trætte
Ildvinger op til Tankeverdnens Dom
Sig herlig svinger og dens Sol tör drikke,
Sin hæse Spot bag ham hiin hvidsle ikke!

Med Ynde Kraftlösheden sig bevæger,
Hvad ei beundres kan, det tækkes skal,
Dog medens hiin af jordiskt Blomsterbæger
Aromer suger dybt i lave Dal,
Höit Kraften sig med Nektarskaalen qvæger
I Favn af et huldsaligt Ideal:
Med Charis ei, med Hebe gik Alciden
Da han sig herligt opsvang over Tiden.

Æsk ei af Örnen, at han sig skal svinge
Imellem Uveir, travle Bier lig,
Som hvirvle sig i stedse mindre Ringe
Om Blomsten og i den nedsænke sig:
Thi vildt det stormer fra hans Risevinge,
Hans höie Flugt er idel Kraft og Krig,
Paa Zeus-Kronions Septer han udhviler
Og med hiin förste Ild til Jorden iler.

O du, som Guderne ei foretrække
Til deres Idealers föie Laan,
Skal Geniernes Flugt sig kun udstrække
Til Kredsen af dit korte Trællebaand?
Og hvis de svinder bort bag Skyers Dække
Og du ei fölger dem i Blik og Aand,
Troer du, at naar de see den aabne Himmel,
De hvirvles ned i Tankelösheds Svimmel?

Og ei, dig selv bedragende, du kalde
Fuldkommenhed hvad Feilfrihed kun er!
Kun store Mestre vældigt kunne falde,
Det dybe Fald om Höiden Vidne bær
Og den kun er en Heros mellem Skialde,
Som uden Frygt gik store Farer nær,
Thi af det samme Væld alt Stort fremspiller,
Som Ondt og Godt det siden sig adskiller.

Dog derfor ei du troe at jeg foragter
Den strænge Nemesis og Gratien:
Til Maal og Forhold dannende jeg tragter,
Til Yndeslöret som ombölger den,
Men ikke jeg det Tækkelige agter
Naar jeg en Kunstens Heros stiller hen,
Barbarisk ædel, prydlös, skal han skrække
Og som et Fortidssyn af Slummer vække.

Hvo i sit Værk kan Alt og Eet foreene?
Den Lod end ei af Skiebnens Urne faldt,
Men Charis staaer hos Anadyomene
Og Höihed reiser Hæres Storgestalt;
Södt lokker Cittrens smeltende Camene,
Calliope til Kampens Brag er kaldt,
Ved Skiönheds Alter staae Alcibiader,
I Löveblod Alcider dybt sig bader.

I Enkelthedens bölgefulde Rige
Er Kraft og Ynde i en evig Splid,
Athleter lig, de for hinanden vige
Og stedse vexler den uvisse Strid;
Til fælles Seir de kun sig sammensmige
I hiin den store Alhermaphrodit,
Ham, som det Heele med Bestalt omskriver,
Mens Tidens Strömme ham som Blod opliver.

Ved tvende Kræfters Samstöd Alting bliver:
Det eene virker stedse lige hen,
Den anden kun med Grændser rundt omskriver
Og ved sin viise Modstand styrer den,
Og medens denne hiin tilbagedriver,
Hvad eller trænges i sig selv igien,
Een mandig sig som Vælde skal forkynde,
Den anden blid og qvindelig som Ynde.

Af deres Blanden hver natur oprinder,
Dog i det Heele Ligevægt kun er,
Det skiönne Maal og Forhold ak! forsvinder
I alt det Enkelte og Eene her:
I Blandinger af meer og mindre, binder
Sig ette, stræbende det Heele nær -
Tör jeg ei begge i min Barm foreene,
Da Skiebnen mig den Mandige forleene!

Jeg agter ikke Daarskab, Jordens Datter,
Og Tidens Lænker jeg heroisk bröd;
Mig skrækker ei de Uindvi'des Latter,
Selv om det Helligste den ofte löd.
Det Vanlige det Store ikke fatter,
Thi træder dette hen med vældigt Stöd,
For Genien maae selv Naturen vige,
Hvis hun i ham sig selv ikke svige.

Paa Höiden af olympiskt, selvskabt Nöie,
Hvor med sin Yndling hun i Storm opfoer,
Hun Tidens Rige blotted' for hans Öie
Og Evighed i Værket ham tilsoer.
Lig nyefödt Öe, opstödt til Lysets Höie,
Hvor ingen Nuslægt fryder sig og boer
Og som bag svundne Sekler först skal grönnes,
Hans store Værk, skiöndt seent, dog vidst paaskiönnes.

Og ei er den en Genius som brænder
Sit Offer af for den medfödte Tid,
Kan Millioner laurbærfulde Hænder
Belönne Kunsten, ved hvis höie Id
Den store Alaand sig i os erkiender
Og vi i ham, i Evigheden Tid?
Alaandens Blik igiennem Kunsten tindre,
Hans dagende Bevidsthed i vort Indre.

Saaledes Kunsten i sig selv medbærer
Sin Lön, sin Höihed og sin Evighed,
Den Evige af eget Indre nærer
Sin ægte Datter, som han frydes ved.
I Guddomstolke! store Digtre! lærer
Heraf den ædle Lod som I fik med,
Og I, Frugtlöse! det sig ei kan sömme
At skabe, lærer heraf at bedömme.

Vanhellige! som Værket vil forkaste
För i dit Indre det nyeblevet staaer:
Den Gienskiald kun berömme skal og laste,
Som det i sig hiin udenfor formaaer.
Du kan mod Oceanet dig formaste
Og straffe Risebölgen som den slaaer,
Men först indfat den i din Haand og siden
Din Dom skal lære os, hvor stor, hvor liden.

Og begge, du, som seirende dig svinger
Ud af Naturens Kreds ved Egenmagt,
Og du, som hiin ved stille Love tvinger
Og ordner jevnt hans vildthenströ'de Pragt,
I helligt Samfund eders Offer bringer
Og slutter ofrende en evig Pagt,
Hinanden værdige I begge være,
Og Kunsten som det Ypperste I ære!

Thi Pieriderne er ikke Terner,
Som Ephesus's Gudinde klæde paa,
De, selv guddommelige, over Stierner
Med Guder og Heroer herligt gaae.
Op, Digtre! alt det Jordiske bortfierner,
Da skal I snart det Himmelske opnaae,
Thi Kunsten er lig Troens skiönne Rige,
Kun ubesmittet Frahold did tör stige.