Orme skiælve! Uforsagt
Föle du, o Siel! din Magt
Og ved medfödt Vinge herligt stige!
End er Jord og Himmel skiön,
End omfavner kiærligt dig din Lige,
Tvivlen ei erobred' Haabets Rige,
Sorrig Udsigt og Opofrings Lön.

Vil du nyde? Op og nyd!
Med hver Attraae blev en Fryd.
Vil du, lig en Gud, usmittet skride
Hen blant alle Glæders Chor,
Ikkun Fremtid Virke, Fortid vide
Og fra Efterslægten Krandsen slide,
Da beslut! thi Drömmen alt er stor. -

Mellem Jord og Himmel her
Alt mit Eie Længsel er.
Vilde Skiebnens Almagt mig forleene,
Kraft med Ynde, Pligt med Lyst,
Jordisk Ringhed med det Himmelreene,
Ideal med Udtryk at foreene
I et dödigiennemaandet Bryst?

Kunde jeg i Form og Klang
Tolke denne ædle Trang!
Skabe Lighed med det Ubekiendte,
Som de Bedres Sværmeri
Higed' til i Minde eller Vente,
Det, for hvilket Kunstens Alter brændte
Og selv Andagt blændet stirred i!

Alt igien af dybe Fald
Herligt, ja! sig reise skal.
Lyset er Naturens Sagn og Minde,
Duggen Længselsgraaden er,
Ak! men Verdensaldre glemte svinde,
Oceaner ned fra Fielde rinde,
Tidens Vaar dog stedse er kun nær!