Lig en Drøm min Foraarsblomst er svunden,
Frugten, ak! for Tiden falder af;
Dybt i Afmagts qvalme Afgrund bunden,
Gaaer jeg levende ned i min Grav;
Døden paa mit Liv sin Skygge kaster,
Til Forgjængelse mit Væsen haster.

Ja! min Kraft er brudt, mit Haab er skuffet,
Hvad har jeg opnaa't og hvad fuldbragt?
Tidens Haand for tidlig mig har truffet,
Og jeg falder for den blinde Magt.
Solen derfor ikke vil staa stille!
Andet Liv om Undergang vil spille!

Er det saa, Natur! at du indfrier
Løftet, du mig gav om Held og Værd,
Da ved Vuggens søde Melodier
Alt du qvad om Fremtids Sang og Færd?
Saa, Natur! retfærdiggjør du siden
Blomsten ved den modne Frugt i Tiden?

Bort fra Verdens Glimmer jeg mig vendte,
Og mod Meningen jeg Oprør bød;
Kun for dig mit unge Hjerte brændte,
Kun fra dig mit bedre Liv udflød;
Henrykt skued jeg fra dine Høie
Alle Kunsters Rige for mit Øie.

Hvad mig dengang Musen aabenbared,
Meldte jeg i mangen uvant Sang,
Dog min Barm det Herligste bevared,
Talen var min Genius for trang.
Kunde jeg med Solens Straaler male!
I Naturens Symphonier tale!

At jeg ikke fuldendt kan udtrykke
Hvad en himmelsk Røst i Barmen sang,
At selv ei mit elskte Mesterstykke
Sig til Idealets Høide svang,
At min Skabelse fra mig vanslægter,
Denne Qval jeg ei at tolke mægter!

Ak! i alt det Ypperstes Beskuen
Brænder Skjalden, lig det tændte Ved:
Op til Stjerneriget stiger Luen,
Asken viser Brandens døde Sted;
Guderne af budne Offer tage,
Jordens Dele blive kun tilbage.

Og hvad kan da Verden Den tilbyde,
Som til det Fuldkomne sig opsvang?
Kan det Rige ind i Tiden bryde,
Som tillokker os i Skjaldesang?
Vee Den, som igjen fra Idealer
Ned i Tidens tomme Mørke daler!

O Natur! hvi lokkede din Ynde
Mig til Kunstens magisk-skjønne Land!
Grumme Kunst! hvi tændte du en Brynde,
Som kun alle Himle slukke kan!
Ak! for tungt med Savnets Orkusplage
Bøder jeg for hine Digterdage!

Sandhed kommer, Tryllesløret falder,
Længer Drømmen ei beruser mig;
Myndig Manddoms hjerteløse Alder
Kold modstaaer, hvad Verden kalder Svig,
Og med Tiden mine Ungdomsdrømme,
Vrag af mit opløste Liv, hensvømme.

»Digterkrandsen skal du engang finde
Hist i Længslers idealske Land;
Borgerkrandsen skal du ogsaa vinde,
Himlens Genius og Jordens Mand;
Kunsten skal din lave Færd forskjønne,
Og det Skjønne skal det Gode lønne.«

Sang ei saa den smigrende Sirene,
Haabet, i troskyldig Ungdomstid?
Salig alt jeg drømte at forene
Det, som kun omfavner sig i Strid;
Livets Ender jeg at knytte prøved
Og min Kraft i Seierskampe øved.

Stort, af tvende Verdner, var mit Rige
Grændseløst mit Levneds Udkast var;
Snart jeg saaes i Kunstens Flugt at stige,
Snart jeg, styret, Borgerlænker bar;
Gjennem Phantasi og Trællevane,
Gjennem Jord og Himmel gik min Bane.

Men for vidt og bristende udspændte
Sig mit Livs for kunstigt spundne Traad,
Lig en Alterild min Aand udbrændte,
Og min Marv opløste sig i Graad:
Viid, og glem det aldrig, Dødelige!
Ingen saae ustraffet Skjønheds Rige.

Som et Fortidserts fra Grubens Indre
Om en anden Verden Vidne bæ'r,
Jeg endnu med mangen Gnist tør tindre,
Men min Herlighed forsvunden er;
Lig en henrykt Martyr, lagt paa Baalet,
Har jeg, ak! mit Helgenliv udstraalet.

Viid det, svage Dødelige! Ingen
Styrter begge Verdners Skillevæg,
Ingen knytter Billedet til Tingen,
Ingen Idealet til dets Præg:
Mellem Syn og Eie svæver Livet,
Vælg — thi kun det ene dig er givet.

Vil du, herlig, Jordens Lænker bryde?
Bliv ved Længsels Lidelser en Gud!
Vil du kun af Tidens Frugter nyde?
Fred med dig, dog sluk din Fakkel ud!
Een skal trælle og en Anden skabe,
Alle skal vi til Naturen tabe.