Den Hane slog ud sin Vinge og gol,
Ung Thora alt sad ved Væverstol.

Alt slog hun Væven med megen Hast,
Saa Traadene alle tilsammen brast.

Hun syede Blommer med Silketraad,
De Roser blev Blod og de Lillier Graad.

Hielp Gud! hvor jeg drager min Aande tungt,
Det volder det Foster, spædt og ungt.

Syv Maaneder gik hun i Höieloftssal
Og snörte sig i Midie tynd og smal.

Syv Maaneder bærged' hun sig udi Lön,
Til Engen blev broget og Skoven grön.

Det var ved sorten Midienat,
Triner hun ud i Lunden brat.

De Kildevæld piblede frem som Graad,
Hvert Löv var hende en Slangebraad.

De Vinde stönned' som Dödningskrig,
De hvide Birker stode som Liig.

Fremtreen en Qvinde, saa gusten og guul,
Udaf sit sorte Midnatsskiul.

Og hör du liden Thora, hvi sörger du?
Hvi est du dig saa saare mod i Hu?

Svarte liden Thora, hun blev saa röd:
Hvad jeg skiuler bag Beltet volder min Död.

Mæled' den Qvinde da hastelig:
Hvad du skiuler under Beltet, du give mig,

Liden Thora, vilt du give mig det,
Den Byrde skal være dig saare let.

Liden Thora segned' ved Linderod,
Hun gav den Qvinde sit Kiöd og sit Blod.

Den Qvinde grinte og krysted' det Nor,
Saa sank hun neder i sorten Jord.

Liden Thora blev sig saa let i Sind
Som naar Lövet vifter i sagten Vind.

Her Esben sig op under Lide reed,
Saa bandt han sin Ganger ved Borgeleed.

Op axler han sit Skarlagens Skind
Og træder hövisk for Jomfruen ind.

Hil sidde I, liden Thora, vel svöbt i Maar,
Saa vide der Rye af eders Skiönhed gaaer.

Liden Thora, I er mig fast saa kiær
Som Engen det klare Foraarsvær.

I give mig Eders Love og Troe,
Saa lade vi flux vort Bryllup boe.

Det var liden Thora, hun blev saa glad,
Hendes Kinder blussed' som Rosenblad.

De Dage de ginge, de Dage de kom,
Syv Aar hun var sig en Hustru from.

Sidder hun med syv Sönner smaae,
Den yngste end spæd ved Brystet laae.

Sidder hun mild i Maaneskin
Og klapper dem alle saa venlig paa Kind.

Klapper hun alle paa hviden Kind:
Hvi ere I Smaae saa blege som Liin?

Det var liden Thora, hun pludselig saae
Et lidet Utydske paa Tillien gaae.

Saa vissen den Skifting for hende staaer,
Med sortebruun Kind, uden Hovedhaar.

Hil sidde I, Moder, paa Bolstere blaae!
Have I kun syv Sönner smaae?

Hil lege I, Brödre, paa Tavle af Guld
Og kaste de Gamles Skakspil omkuld!

Og hör nu, I Moder, jeg er eders Sön,
For syv Aar siden födt udi Lön.

Den Qvinde bar mig til Troldeboe,
Ret aldrig jeg kunde trives og groe.

Jeg er vanför for to Maaneders Savn,
End gave de mig Vanfred til Navn.

Jeg ikke kan leve, ei heller döe,
Fordi jeg födtes for tidlig af Möe.

Thi slaaer jeg om Eder min visne Arm
Og suger Melken af Eders Barm.

I var mig ret aldrig en Moder god.
Thi drikker jeg nu Eders Hierteblod.

To fulde Maaneder laae han der
Og diede, til han blev stor og svær.

Da lagde liden Thora sig paa sin Seng
Og visned' som Liljen paa grönnen Eng,

Men han slog sine syv Brödre ihiel
Og blev til en Trold, saa fuul og saa fæl.