Fra Maanenattens Sølversky
Til Jorden tvende Draaber tye,
Kun een i himmelsk Blanden;
Men faldende de skilles af,
Den ene sank paa Rosens Bladd,
Ved Rosens Rod den anden.

I Stjerneskjær og Maanskin de
Saa kjærligt til hinanden see
Ved Elskovs Vexelklage:
»O glimt igjennem Nattens Slør!
Kun da, kun da jeg ikke døer,
Naar jeg dig seer, o Mage!«

Ved Klagen vaagner Vinden op
Og ryster Rosenbuskens Top,
Da løsner sig den ene,
Den falder til den anden ned,
Ved Jordens Barm, i savnløs Fred,
De atter sig forene.