Han træder ud i Hedenolds Lund,
Hvor paa Staven Saga hygger hvert Ar,
Mosbegroet, Runernes Steen, Klippen lig,
Bryder med Magt Tidernes Ström.

O Dativ! raaber Sprogenes Tolk,
Hvi undveeg du, Flygtling, Nutiden haard?
Er du kun Heltenes Ven, Genius?
Hader du os, Blödhedens Æt?"

Snart, Oldtids Gienlyd, toner hans Röst,
10Med hans Læber taler Runernes Steen:
Lyt! o lyt! Vækket i Mus, Nordens Sprog
Ordner igien Tankernes Sværm.

Anförer, svinger Nominativ
I den klare Orddands stolt sig foran,
Fölget let, Dativen snoer Blomsterbaand,
Bindende skiönt Gruppernes Leeg.

O Dativ, raaber Sprogenes Tolk,
O du Flygtling! pryd vor Arne paa nye!
Sorrigfuldt Söstrenes Chor sidder der,
Lykkes dem nu Phrasernes Dands?