Ung Agnar tiener i Konningens Gaard,
Han er sig ei Hovmand og Ridder,
Naar fyldte Miödhorn ad Bordet gaaer
Paa Bænken Agnar ei sidder.

Skiön Aslaug er Dankonnings Dotter god
Og Danmarkis rankeste Lilje,
I Kinden stiger hver Ungersvends Blod
Naar Aslaug fremtræder paa Tilje.

Som Lillien hvid og som Rosen röd
Er Herthedals feireste Blomme:
Den Rose som springer af Östens Skiöd
Mon ikke saa faver fremkomme.

Saa mangen stolt Ridder sig reed under Öe
Den Konningdotter at fæste,
Det var stolt Aslaug, den Dannemöe,
Hun agted' kun lidet de Giæste.

Skiön Aslaug sin Kaabe om Axlen mon slaae,
For Dannerkonning hun træder:
I lade mig Fader i Kloster gaae
Og slide de grove Haarklæder.

I lade mig tage det Nonneslör
Og Christus mig kiærligen fæste,
Hvis ikke, af Sorrig jeg snarligt döer,
Gud vende det alt til det Bedste!

Det svared' Dannerkonning bold:
Ei skal du Haarklæder slide,
En Ridder skal fange dig i sin Vold
Og sove alt hos din Side.

Stolt Aslaug ganger saa langsomt ind
Til sine Tærner i Buure,
Der sad hun med Taarer paa falmende Kind
Og saae paa de sörgende Muure.

Ung Agnar stander paa Engen grön
Og binder de steilende Heste:
O hvis jeg var mig en Ridder skiön
Da skulde jeg Aslaug fæste.

Först skulde jeg drage i Hadingsfærd
Paa Söen og Jorden vide,
I gylden Rustning, med draget Sværd,
Til Hielp for alle som lide.

Og naar da ved ridderligt Hug og Stik
Den Lindorm sig krymped' paa Rede,
Og Pillegrimmen uræddet gik
Til Kirkedören, at bede,

Da skulde jeg axle mit Skarlagensskind
Og trine med Hæder og Ære
For Dannerkonningens Sæde ind
Og Prisen for alle bære.

Saa sukker ung Agnar og tidt monne see
Til Aslaugs glimrende Sale,
Og er i Hiertet saa mod og saa ve,
At ikke han mægter at tale.

Og mild som Maanen i duggende Nat
Paa ham hendes Öie hviler,
Og han giennem Taarer vemodigt og mat,
Som regnende Sommerdag, smiler.

Stolt Aslaug sidder ved Abildtrærod
De Tærner i Buure sover,
Hun stirrer paa Blomsten ved sin Fod,
Ung Agnar til Döden hun lover.

O hör mine Bönner, du hvide Christ,
Du over din Möe dig forbarme!
Paa Jorden jeg fanger ei Roe og Rist
Hvis ikke i Agnars Arme.

Jeg agter kun lidet guldsömmede Maar
Og den velbyrdige Frende,
O gid jeg bar Vand i Konningens Gaard
Og dækkede Bord for hans Svende!

Jeg agter kun lidet de Bolstre blaae
Hvor aldrig jeg Hvile kan finde,
O gid jeg deeled' skiön Agnars Straae
Og bag ham Neeg turde binde!

Ung Agnar aabner den qvalme Stald,
Han Hvile og Sövn ei kan fange,
Ham lokker Stierne og Nattergal
Til svalende Nöddetrægange.

Og da han nu hörte ved Abildtrærod
Skiön Aslaug tolke sin Smerte,
Da tindred' hans Öie, da fanged' han Mod,
Han trykte den Möe til sit Hierte.

Hun drak hans brændende Aandedrag,
Han fik den skiönneste Gave:
Den Glæde og Gammen har ingen Dag
Som Elskendes Nætter mon have.

I Konningens Gaard et Bryllup mon staae,
Fast ingen tog Deel i dets Glæde,
Kun Himlen med alle de Stierner smaae
Som Vidne og Giæst var tilstæde.

Det var den arge Tærne, hun stod
Bag Busken og saae den Glæde,
Med sagte Fied hun den brat forlod
Og mon for Dankonning træde.

Op Dannerkonning af Leiet brat!
Mens du dig paa Bolsteret vender
Ung Agnar derude ved Midienat
Skiön Aslaug, din Dotter, skænder.

Da skal dem times stor Jammer og Meen,
Dertil al Verdens Elende:
Thi han skal hænge i Abildgreen
Og hun paa Baalet skal brænde.

De kastedes baade i Taarnet ned,
Det var stor Angest og Qvide.
Om Morgenen kiörte de Bönder Ved,
Det lagdes ved Abildtræ-Side.

Det var ung Agnar, da Solen gik op
Han blev i Træet opklynget,
Det var skiön Aslaug, hendes Lilliekrop
Af Luerne blev omslynget.

Ung Agnar da mælede til sin Brud:
O var jeg hos dig dernede!
Her Högen hakker mit Öie ud
Og plukker mit Haar til sin Rede.

Det var skiön Aslaug, i Luen hun staaer,
De Lillielemmer mon glöde:
Min Bryllupsseng er saa heed og haard,
De Lagen ere saa röde.

Kold Agnar hang og Aslaug var Stöv,
Der var stor Jammer og Klage,
Da dryssed' hvert Abild fra Træets Löv,
Kun et eeneste blev tilbage.

Og da i Hösten de bragte ind
Alt Korn i Loe og i Lade,
Da funkled' det Abild med Rosenkind
Saa eene blant svedene Blade.

Liden Hofdreng en Aften for Konningen traad
Alt med det Abild hiint röde:
Det var Dankonning, da han det aad
Saa sorrigfuld blev han og döde.