Solen daler, Natten aander Taage
Ud fra Östen over Vang og Vig;
Alting hviler, selv fredlöse Maage
Dybt i Strandens Rifter skjuler sig.

Neppe Luftens matte Pulsslag bæver
I din lette Krone, stille Bög!
Rank, som Pillen, Engens Damp sig hæver,
Og den er Naturens Offerrög.

O hvor festlig, o hvor hellig-stille
Hviler Alt paa Jord, i Luft og Hav!
Selv Gestalterne sig ikke skille,
Blandede i Natten, Altings Grav.

Phantasien sagte i Haabets Riger,
Dödens Afgrund lukker op, og brat
Ufödt Fremtid ned fra Himlen stiger,
Jordet Fortid op af Glemsels Nat.

Hist hvor Aspers Bladekuppel bæver
Over svundne Seklers Heltebeen,
Oldtids helligholdte Maner svæver
Rundt om mosbegroet Bautasteen.

Ærefrygt og hellig Gru hidvifter
Fra den gamle, grönne Kjæmpegrav,
Harpesælle Oldtids Storbedrifter
Gaaer i Mindet over Jord og Hav;

Medens Himlen med hver venlig Stjerne
Nærmere mod Jorden synker ned,
Og Forventningernes stille Fjerne
Træder i det Virkeliges Sted.

O hvor bliver let, hvad mig nedtyngte!
O hvor lidet, hvad oplöfted mig!
Hvad mig knused, hvad jeg tæt omslyngte,
Er bortviftet som en Drömmesvig.

Hisset, hvor, med hver en ustilt Længsel
Her, en evig Glæde bliver til,
Hist mig löfter af mit trange Fængsel
Phantasi ved helligt Tryllespil.

Gjennem Stjerners gyldne Sæd jeg skrider,
Som imellem Agrens Vipper her,
Medens Tid og Rum sig rundt udvider,
Uden Bund og Bred, for mit Begjær.

Glæden, jeg i Tidens Hvirvler tabte
Og som ved mit Savn blev dobbelt skjön,
Alt, hvad Kunstner'n i Begeistring skabte
Og som tændte Viisdoms kolde Sön;

Hine södt-indbildte Idealer,
Som, i Samfund med Melancholi,
Phantasi i Fremtids Skumring maler
Og Forkrænkelighed luttres i:

Alt jeg finder, Alt, med fuldendt Nöie,
Hist i Æthrens Fredensocean,
Og jeg undres ei, thi Himlens Höie
Ere jo mit sande Födeland.

Svarer mig, Forklarte! Möder eder
Ikke hisset min Gestalt, lig dem
Natten her fra Dödens Grotter leder
Tidt igjen til deres elskte Hjem?