Opsving dig af en jordisk Trylledvale,
Fribaarne Aand, som stammer ned fra Gud!
Ryst Støvet af din Flugt! Flyv op fra Jordens Dale,
Du herligt buden er, til Guders Stjernesale,
Og derfra tilraab Sandsen dine Bud!

Kun det er Liv, at skabe og at byde,
Forud tilintetgjort er Sandsens Træl.
Naar Syner, Bølger lig, sig her mod Syner bryde,
I Veiret Issen du med Herskerkronen skyde
Og vende dig, selvstyret, mod dit Væld.

Lig Stjernen, som fra fjerne Verdner sender
Ned i oprørte Hav et roligt Skjær:
Det uomskifteligt i skiftet Bølge brænder,
Mens neden under det sig Jorden fredløs vender,
Det er kun hisset, naar det synes her.

Thi favne du det Uforgjængelige!
Hør ei din Fælles, Sjælens, ømme Bøn!
Lig Orpheus, kan du ei fra Dødens Skyggerige
Med hende ved din Haand til Livets Kreds opstige:
Din Fælle døe! Du leve, Guders Søn!

Hvo mig igjen til Sandsens Grotte kalder?
Jeg var hos Gud, jeg daaned ved hans Bryst
Og drømte henrykt om prophetisk-sjungne Alder,
Da Himlens Skygge ned i Tidens Bølge falder
Og Harmonia blander Pligt og Lyst.-

O du! min Fælle her i Tvedragts Rige,
Lyt ikke til Barbarens grumme Raad!
Men kunde — kunde du — svar, Utaknemmelige!
Fra denne kjældne Barm til Evigheden vige?
Forlade mig, din Enke i sin Graad?

Da kom ihu! hvo bandt, kun dig i Vente,
For dig sin Krands ved Arnens Helligdom,
Naar Gisningen forud til Evighed du sendte
Og fra din Efterflugt, som Vingen overspændte,
Foruden Seier, ak! tilbagekom?

Siig! hvo med sød Uvidenhed opklækker
Den barnlig-fromme Tro, og nu ved den
Fra dine Speiderfjed de vilde Tvivl bortskrækker,
Din Grublens Svimmelblik i Dybsinds Afgrund vækker,
Som Eumeniderne for Granskeren?

Svar! hvo dit høie Sandhedstempel pryder
Og Krandsen slynger om dit naa'de Maal?
Hvis er den Foraarsblomst, hvoraf du Frugten bryder?
Hvis Taaren er, hvorpaa din hele Himmel flyder?
Hvis Martyrsmiil bekrandser Smertens Skaal?

Hvad du kun fjernt paa Fremtids Forhæng maler,
Jeg sødt-forundret skuer for mit Fjed:
Naar Englen Uskyld blidt til mig med Liljen daler,
I barnlig, sindrig Leg vi klæder Idealer
Og finder Himmelen i Kjærlighed.

Hvor alt din Gisning svimler, trygt jeg aner,
For mig dit uopnaa'de Med er nær:
Jeg stiger ei til Gud ad Tankens lange Baner;
Ved Engens Virakduft, ved Lundenes Pæaner
Jeg daaner henrykt hen — og Gud er her!

Da han paa ny os til hinanden vier,
Brudgommelig du synker til min Barm,
Og i Mysterier, ved Elskovs Harmonier,
Naar sig en evig Trang forgudende befrier,
Du bliver Kunstens Fader i min Arm.

Og mig, du Grumme! mig du vil forskyde?
Forgudet vil du rømme af min Arm?
Som Tvillinger af samme Væld vi flyde,
Som Fæller samme Lov i Sandsens Slør adlyde,
Og mødes atter ved Alfaders Barm.

Og nu til Evighed du Flugten tage!
Fra Dødens Land dit Øie vende sig!
Tro din Eurydice, din Søster og din Mage,
Med Sønnen i sin Favn, bag dig skal opad drage
Og hisset evig, evig favne dig!