Ustandset Timeglasset rinder,
vort Liv er kun et Øieblik;
thi nytter, Venner og Veninder!
den korte Glædens Frist vi fik!
Forgjæves du i sneehvid Alder
den unge Glædens Gud paakalder,
med Kummer du dit Bæger fylder,
naar Kredsen yngre Venner hylder;
thi klink og dands, og munter vær,
mens Lige sidder nær!

Du søger Stjerners Løb at kjende,
forklarer Ligevægtens Bud;
dit eget korte Løb til Ende
du ei formaaer at regne ud.
Gjem til i Morgen lærde Griller;
nu Druens Blod i Glasset spiller!
Glem Sorgen, som er lagt tilbage!
lad Glædens Øieblik dig smage!
Er Glasset tømt, skjenk atter i!
saa lyder min Philosophie.

Sku Glandsen fra de tændte Kroner:
som den din Flamme slukkes vil!
hør Strengens yndefulde Toner:
som de du vorder Vindens Spil!
Kom, lader os i Glasset skjenke,
og ei paa Fremtidstimen tænke;
med Skaaler hædre Koner, Piger,
og hver, som Glædens Fest ei sviger;
ja, Venner! til den klare Dag
velsigne Venskabs hulde Lag!