Trindt om os lyder englemild
Naturens Røst: bortsørg ei Livets Dage!
Paa Taarer ei dets Øieblikke spild!
Viid, selv Enhver er Skaber af sin Plage.
Hvert dit Fjed med Glædens Roser strøe,
før du fra Venskab, Kys og Spøg maa døe!

Hvo fandt engang en trofast Ven,
og jubled' ei: hvad er som Venskabs Kjæde?
Hvo synker i sin Piges Arme hen,
og drømmer ei om Evigheders Glæde?
Hvert dit Fjed med Glædens Roser strøe,
før du fra Venskab, Kys og Spøg maa døe!

Paa hvert et Skridt ad Livets Vei,
en Blomst saa skjøn, saa nysudsprungen smiler;
pluk den i Dag, i Morgen er den ei;
dens Blomstertid som din umærket iler.
Hvert dit Fjed med Glædens Roser strøe,
før du fra Venskab, Kys og Spøg maa døe!

Snart Ven! du skal ved Maalet staae,
snart Graven skal din Fryd og Veemod gjemme;
kun den skal kjæk dens mørke Bane gaae,
som qvalte ei hos dig Naturens Stemme:
Hvert dit Fjed med Glædens Roser strøe,
før du fra Venskab, Kys og Spøg maa døe!