Snart er din Ungdomstid forsvunden,
lyd, muntre Broder! Glædens Bud!
Nyd Timen, før den er udrunden,
før Livets Lampe slukkes ud!
Forgjæves du tilbagekalder
den svundne Ungdoms glade Aar,
naar Tidens Sne paa Isen falder,
og aldren bleger dine Haar.

Snart skal du tæt ved Pigens Hjerte
ei føle det som fordum, slaae;
blot klage over Gigt og Smerte,
og hver en gjækket sød Attraa.
Snart vandre blinkende Pokaler
din blege Læbe heelt forbi;
thi de forbitre dine Qvaler,
din Taare falde vil deri.

Saa nyd den Dag, dig Skjebnen giver!
sæt aldrig Glædens Time op!
Viid, gruelig den Anger bliver,
som følger paa et skuffet Haab.
Nu vinke Elskovs milde Glæder
og Druens skønne Farver dig;
men see, i Sporet, hvor du træder,
tæt lumske Qualer snige sig.

Saa drik og nyd og lev for Dagen,
og tryk din Pige til dit Bryst!
See hende taus af Fryd betagen,
hør Harmonie i hendes Røst!
See Glædens tause Taare falde
fra Øiet ned i hendes Skjød!
See Bollens Damp! hør Værten kalde:
endnu et Glas for Fald og Stød!