Os Flaskerne vinke til Glæde:
hvi skulle de urørte staae?
Hver søge om Bordet sit Sæde,
og Sorgen hos Druen forslaae!
Man siger det Druen skal være,
som styrker Krigførernes Hære;
slig Krigernes Lære er prøvet og god,
op! Hjertet at styrke i Druernes Blod!

De jordiske Roser du bryde,
som Skjebnen lod grooe i dit Fjed!
Med Glade din Glæde du nyde,
og Veemod lad græde i Fred!
Du stedse en Broder vil møde,
en Elsker af Druen hin røde,
som sværger vor Jord er ei Jammerens Dal,
saalænge den yder en bredfuld Pokal.

Jeg leer ad Despoter og Plager,
saalænge min Flaske er fuld;
saalænge som Viinen mig smager,
jeg Verden og Sværmen er huld!
Jeg ynker den modløse Daare,
som ødsler paa Livet sin Taare;
jeg tænker: at Alt her i Verden er Vind,
og sover ved Flasken saa sødeligt ind!