Nyd Livets korte Morgenrøde,
og strøe med Roser dine Fjed;
mens dine Ungdoms Kinder gløde
af Sundhed, Liv og Munterhed!
Alt medens Kloden tumlet har,
Ungdommens Kjephest Glæden var.

Paa Glædens Trone søg dit Sæde,
glem hvad i Morgen forestaaer!
som Nattens Maane, Støvets Glæde
bag mørke Skyer ofte gaaer:
og tænk, at hver en Fryd, du fandt,
brat for dit Blik, som Avnen svandt!

Tro ei Zelotens mørke Lære:
at Himlen er den Glade vred!
Hvi skulde da vel Jorden bære
saa mange Roser for dit Fjed?
Hvi Foraarssolen, klar og varm,
med Vellyst fylde hver en Barm?

Dog, ei din Fryd du eensom nyde:
nei, søg den tro i Vennekreds,
hvor fulde Glassets Toner lyde,
og hver en Barm er fro, tilfreds!
Syng stedse slig en Kjædes Priis:
den er det sande Paradiis!

Og naar engang din glade Sommer
nedsænker sig i Tidens Skjød,
naar Alderdommens Vinter kommer,
ønsk da: at glemme, hvad du nød!
Den er den lykkeligste Mand,
som Fryd og Veemod glemme kan!