Langt meer end Guld er Druen værd,
den lindrer alle Smerter;
selv Tossen gjør den ofte lærd,
den bedrer onde Hjerter.
Forsagte Yngling gi'er den Mod,
og varmer matte Oldings Blod.

For Kummers Træl, o Drue! du
en salig Trøst bereder!
det kolde Marmorhjertes Hu
til Elskovs Fryd du leder;
du røber Ondskabs skjulte Raad,
og standser Faderløses Graad.

I Ly af Ranker Liighed boer,
der Rang og Ahner vige;
Enhver sig drømmer lige stor,
den Arme med den Rige.
O Viin! saalænge Kloden staaer,
din Undervirkning ei forgaaer!