Lad Mennesker dræbes, og Riger forgaae!
Tyranner og Bonzer jo styre det saa.
De Daarer maae troe paa en underlig Gud;
jeg lyder Naturens velgjørende Bud.
Til Enigheds Glæder blev Mennesket skabt,
den frydløse Dag er for evig fortabt.

Sku Rosen, der smiler saa skjøn for din Fod;
siig, skabtes den saa, for at vædes med Blod?
O, kjemp dig dog frem gjennem Overtro's Nat,
og rene Tanker om Skaberen fat!
Til Enigheds Glæder blev Mennesket skabt,
den frydløse Dag er for evig fortabt.

Her sidder jeg smilende, oprømt, og fro,
og nyder, hvad Lykken mig undte, i Ro:
for Laurbær jeg fletter af Epheu min Krands,
og træder med venlige Skjønne i Dands.
Til Enigheds Glæder blev Mennesket skabt,
den frydløse Dag er for evig fortabt.

Ustandset gaae Timernes Viser jo rundt,
et Øieblik myrdes med hvert et Sekund,
og mangen en Fryd er et Øiebliks Sag;
forsøm da ei den, og et vennehuldt Lag!
Til Enigheds Glæder blev Mennesket skabt,
den frydløse Dag er for evig fortabt.

Op, klink med den Skjønne, som sidder dig næst,
og giv saa hver Draabe i Glasset sin Rest!
Gid Skjønhed, og Ynde, og Uskyld bestaae,
og Enighed aldrig paa Kloden forgaae!
Til Enigheds Glæder blev Mennesket skabt,
den frydløse Dag er for evig fortabt.