Jeg veed en Blomst i Floras Have,
den ei som Rosen yndig er,
men dog som Rosen Himlens Gave,
og Hjertet kjær.
Den skabtes til at groe i Løn,
den Skjønnes Barm den aldrig pryder,
men Hjertet den i Stilhed fryder,
dens Lod er skjøn.

Den ei som Hyacinten falder,
af Rosens Død den intet veed.
Den trodser Undergang og Alder
i Evighed.
Naar Haanden, som dig rækked' den,
i Graven visnet længe hviler,
dens friske Krone evig smiler:
glem ei den!

Lyksalig den, der fandt et Hjerte,
som evig varmt for Venskab slaaer,
som, ligt min Blomst, i Fryd og Smerte
sin prøve staaer!
Han stolt kan synge Livets Priis,
han skrækkes ei af Livets Torden;
for ham er hver en Krog paa Jorden
et Paradiis.