Jeg aldrig det for Vellyst kjender,
at drikke bort en gavnlig Dag;
men i en Kreds af glade Venner
jeg ogsaa stundom gjør et Slag.

Fem Sandser os vor Nydning bringe,
thi blive mine Skaaler fem;
fem Glas kan ogsaa Tørsten tvinge,
naar kun til bunds man drikker dem.

Det første Glas jeg nu vil tømme
for hende, som er Alt for mig,
som bød mig Livets Byrder glemme,
og finde Fryd og Fred hos sig.

Den anden Skaal, jeg ei kan svige,
er mine Venners ? egnes den,
som bød mig hylde, næst min Pige,
en gammel trofast Ungdoms Ven.

Den tred'je Fødelandets være!
Tilbunds jeg drikke vil igjen.
Gid alle vore Hjerter samdrægt nære,
thi al vor Frihed staaer ved den !

Det fjerde Glas af aabent Hjerte
jeg vier hver til Rigdom sød,
som deler ømt sin Liges Smerte
og røres ved sin Broders Nød.

Det femte Glas jeg end maa bære:
Skaal Værten og hans hele flok!
Og de erkjendtlig' vidne være,
at ogsaa jeg har drukket nok.